Sisse Sejrs offer er IKKE alene: En lang række af kendte blev også stalket
Den kvindelige madskribent, som er offeret for tv- og radioværten Sisse Sejr-Nørgaards omfattende og systematiske chikane og identitetstyveri er ikke alene.
En lang række kendisser har prøvet det.
Sangerinden Anne Linnet, 71, blev i tre årtier jagtet af en kvindelig fan fra Vejle. Vejlenseren gik til yderligheder for at komme tæt på sit store idol - hun var forbi hendes hjem med et demobånd og opsøgte hende på et toilet.
Da Anne Linnet sad ved dommerbordet i "X Factor", dukkede den fanatiske fan op til audition, og "Forårsdag"-sangerinden havde meget svært ved at skjule ubehaget ved mødet med stalkeren, som desuden efterligner Linnets look.
Sangerinden Medina, 42, oplevede, at en kvindelig stalker brød ind i hendes hjem, rodede alt igennem og iklædte sig sit idols tøj. Medina var naturligvis i chok, men politiet nåede frem og fik fjernet kvinden.
Medina har også været udsat for, at en mand sad i en bil foran hendes hjem i flere uger. I et tredje tilfælde benyttede en mand en drone for at få et glimt af popstjernen i hendes private gemakker på 7. etage.
Medinas kvindelige stalker blev kendt skyldig i at have stalket Medina gennem flere år og blev udvist af landet.
Et tilfældigt møde i toget udløste en besættelse, da en fremmed mand efterfølgende begyndte at overøse Lise Rønne, 46, med kærlighedsbreve.
Manden mente fejlagtigt, at de var kærester og arbejdede energisk på at overbevise tv-værten. Forfølgelsen var så voldsom, at Lise trak sig fra skærmen i et helt år.
Kandis-Johnny, 59, med det borgerlige navn Johnny Hansen har altid været tæt på sine fans.
Men på et tidspunkt optrådte en kvindelig chikanerende og det endte med et polititilhold.
- Jeg har fået politiet til at lukke ned for et par stalkere. Kvinder, som skiftede abrupt mellem at elske og at hade.
- Indimellem gode gaver kunne de pludselig sende frygtelige billedcollager, har han sag i et interview med Billed-Bladet.
- En sendte et billede af Gitte (Johnnys hustru, red.) med en løkke om halsen sammen med en pose afføring.
- Det var skræmmende, så vi kontakede politiet, og hun fik et tilhold på et år.
Også sangerinden Anna David, 40, har været plaget af en stalker og måtte få hjælp af politiet.
"Fuck dig"-sangerindens beundrer startede med at sende breve med seksuelle fantasier til hende.
Derefter begyndte han at møde op til hendes koncerter, hvor han forsøgte at skabe kontakt.
Det hele kulminerede, da han efter en koncert hev fat i hende og begyndte at gramse på hende.
Politiet gik ind i sagen, og derefter fik Anna David fred for sin stalker.
Allerede som 12-årig blev Anne Gadegaard, 33, et kendt ansigt, da hun løb med sejren i børnenes melodi grand prix MGP.
Og livet i spotlyset har som bekendt en bagside.
- Det er ikke noget, jeg har snakket om, fordi jeg har været en lille smule bange.
- Gennem hele mit liv, siden jeg vandt MGP, har jeg haft forskellige stalkere, fortalte hun for et par år siden.
I 2020 blev barnestjernen nødt til at flytte til en ny lejlighed - og selv om hun på Instagram deler generøst ud af sit liv, fik følgerne altså ikke indblik i, hvor hendes nye domicil ligger.
Politiet tog det ikke alvorligt, da pop-eksperten og tv-værten Jørgen de Mylius, 78, ville anmelde en kvindelig fan, som troede, hun var gift med Grand Prix-koryfæet.
- Hun sendte mig breve og så blev det bare heftigere og heftigere. Hun sad på første række til alle mine tv-shows og arrangementer, hvor jeg optrådte.
- Og stod ude foran sceneindgangen, når jeg gik ud, fortalte Jørgen de Mylius til TV 2 i 2013.
- Hun fandt ud af, hvor mit sommerhus lå og fandt til sidst også frem til min hjemmeadresse.
- Hun troede jo, at hun var gift med mig. Hun lavede alt muligt, hun hængte for eksempel børnetøj op i min have. Jeg havde det helt forfærdeligt med det.
Mylius fik stalkeren stoppet på egen hånd, da han opsøgte hendes psykolog.
Realitystjernen Sabrina Sau, 29, fortæller i podcasten "Marcus og Realitypanelet", at hun aktuelt har en sag kørende mod en stalker:
- Jeg har snakket lidt med politiet på det sidste. Jeg kan ikke udtale mig om det, for der er en hel masse efterforskning.
- Jeg bliver udsat for chikane og trusler, siger Sabrina til Alt.dk:
- Det er på de sociale medier med fake profiler, men det er den samme, der gør det. Det er meget voldsomt. Personen ved jo, hvor jeg bor og truer lidt med det. Det er jo sådan, at lige med chikane skal det stå på i lang tid, før der bliver gjort noget.
- Det er ikke særlig rart, når man lige har købt hus og er glad ellers.
Forside-fruen Sarah Louise Christiansen, 42, blev forfulgt af en kvinde, som troede, at hun var.... Sarah Louise Christiansen.
Kvinden havde meldt Sarah Louise til politiet, var overbevist om, at Sarah Louises børn var hendes og og trængte ind i hendes hjem.
Med hjælp fra ovenboen blev politiet tilkaldt og stalkeren havnede på psykiatrisk hospitals lukkede afdeling.
Paradise Hotel-deltageren Rosa Hatting har oplevet at blive stalket af sin ekskæreste.
Hun var så påvirket, at hun senere måtte gå i gruppeterapi.