Sisse Sejrs stalking har ødelagt alt: 'Det er definitivt slut"

LÆS OGSÅ: Blev stalket af Sisse Sejr: Nu melder hun ud
"Som offer er man i en ekstremt sårbar position allerede, og denne behandling har været decideret ødelæggende for mit mentale helbred."
Sådan beskriver den kvinde, der er blevet udsat for Sisse Sejr-Nørgaards stalking, sin oplevelse af forløbet i et opslag på Instagram.
Kvinden er en del af madblogger-duoen "Tosultnepiger" og har underskrevet opslaget "Emma".
Netop "To Sultne Piger" har gennem flere år markeret sig med madanmeldelser på Instagram, hvor de har formået at samle mere end 93.000 følgere.
Begge de to bloggere har gennem hele forløbet været anonyme, og sådan fortsatte det også, da den ene af de to valgte at trække sig fra duoen.
Men dette mener "Emma" nu er ødelagt.
"Vi startede bevidst To Sultne Piger anonymt. Blandt andet fordi jeg værnede om mit privatliv. Det var en stor sorg, at se alt vi havde bygget op blive ødelagt. Først i sommer i forbindelse med stalkingen og identitetstyveriet, derefter i de sidste ugers tid," skriver hun i sit opslag og fortsætter:
"Dagene som anonym madanmelder er definitivt slut, og jeg skal tænke over, hvad fremtiden for denne profil skal være, efter jeg ufrivilligt har fået min identitet afsløret og dernæst miskrediteret."
Sisse Sejr-Nørgaard blev onsdag idømt 30 dages betinget fængsel for at have udsat den forurettede kvinde for stalking og stjæle hendes identitet mindst 81 gange.