Skandaleredaktør Michael Dyrby sælger millionvilla
Michael Dyrby og hustruen Helle Dyrby Høy har sat deres villa i ambassadekvarteret nord for København til salg.
Ægteparret på 65 og 62 år vil have 22.995.000 kr. for det 125 år gamle palæ, som rummer en kælder på 62 kvadratmeter og 225 kvadratmeter bolig.
Den læreruddannede tidligere nyhedsdirektør på TV 2 Michael Dyrby smadrede sin gyldne mediekarriere og endte som chefredaktør på BT, efter at han i 2015 erkendte, at han havde sendt dickpicks fra sin telefon.
- Ja, jeg erkender, at jeg har haft upassende forhold på TV 2 forstået på den måde, at jeg var chefen og havde magten. Og det må man ikke. Det skal man ikke, det var upassende, og det undskylder jeg simpelthen for, sagde han senere i et interview på DR.
Billederne af Michael Dyrbys erigerede lem vakte både morskab, forargelse og undren på landets avis- og ugebladsredaktioner samt blandt visse folketingsmedlemmer.
Senere hævdede medierådgiveren Anna Thygesen, at Michael Dyrby efter en TV 2-julefrokost i 2007 havde overhældt hende med svadaen:
- Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig.
Michael Dyrby afviste, at han skulle have talt sådan til Anna Thygesen.
Nu er det Michael Dyrby, som er blevet for gammel. Jobbet som chefredaktør på BT forlod han for to år siden. Med hans historik vil få medier formentlig turde hyre ham.
Pengene fra salget af hans ejendom på den meget attraktive Svanemøllevej kan sikre den tidligere nyhedschef en nogenlunde anstændig pensionisttilværelse.
Da Michael Dyrby og fruen i 2011 købte huset, var prisen 8,3 mio. kr. Der er tinglyst lån for nogenlunde samme beløb, så parret kan flytte fra adressen med omkring 15 mio. kr. på lommen, hvis det lykkes at sælge til udbudsprisen.
Se ejendomsmæglerens præsentation af Michael Dyrbys hjem her.