Skattefar tryller millioner væk: Harry Potter-stjernen Rupert Grint skal til lommerne
LÆS OGSÅ: Harry Potter-skuespilleren Maggie Smith er død
Det ser ikke ud til, at Rupert Grint kan trylle sig ud af problemerne med den britiske skattefar.
Den rødhårede skuespiller, bedst kendt som Ron Weasley i Harry Potter-filmene, har nemlig tabt en bitter strid med HM Revenue & Customs – Storbritanniens version af Told og Skat – og må nu punge ud med 1,8 millioner pund. Eller hvad der svarer til svimlende 16 millioner kroner, skriver Sky News.
Problemerne stammer helt tilbage fra 2011, hvor Grint angav en indkomst på 4,5 millioner pund – ca. 40 millioner kroner – fra et selskab, der kontrollerede hans skuespilleraktiviteter.
Han mente, at pengene skulle beskattes som kapitalgevinst med en lavere sats på 10 procent. Men skattefar var af en helt anden mening og krævede, at de blev beskattet som almindelig indkomst med en topsats på 52 procent.
Grint og hans advokater ankede dommen og holdt fast i, at de havde gjort det korrekt.
Men efter år med tovtrækkeri satte dommer Harriet Morgan fra skatteretten forleden en stopper for eventyret. Grints argumenter blev pure afvist, og han må nu finde den store pung frem.