Kendte13. juni 2022

Skidegodt år for KloAgger

Millionerne strømmer stadig ind i Daniel Aggers familiefirma
Daniel Agger
Daniel Agger kan glæde sig over endnu et godt år i sit kloakfirma.
 Foto: Mikael Rieck

Der er penge i lortet.

Det har Daniel Agger slået fast år efter år, når han har præsenteret det ene millionstore overskud efter det andet i slamsugningsvirksomheden KloAgger A/S.

Det netop offentliggjorte regnskab for det sidste halvår af 2021 er ligeledes imponerende.

Fra 1/7 til 31/12 har den Hvidovrebaserede virksomhed tjent svimlende 15.378.197 kr. Til sammenligning hev firmaet 27.278.275 kr. ind på et helt år i regnskabsåret 20/21.

7.160.103 kr. er gået til løn, og når skattefar har taget sin bid af kagen, lyder årets resultat 4.824.116 kr. Det er kun en million mindre end sidste år.

KloAgger har desuden afhændet en af deres ejendomme, og gevinsten for salget lyder på 1.984.663 kr.

På bundlinjen står så 21.116.876 kr. Det er også en slags penge, og det har da også kastet en bonus til medlemmerne af ejerkredsen af sig.

Af regnskabet fremgår det, at ledelsen har forkælet sig selv med 7.277.001 kr. i ekstraordinært udbytte.

Solgte selskabet

I april kunne SE og HØR fortælle, at Daniel Agger havde solgt en stor del af sin andel af slamsugnings- og kloakservicevirksomheden KloAgger A/S.

Dengang ejede Liverpool-legenden 51 pct. af firmaet, og kunne formentligt stikke et tocifret millionbeløb i lommen efter salget af aktierne.

Det var dog ikke alle 51 pct., der røg i salget. Agger står stadig som ejer af 5-10 pct. af KloAgger A/S.

Sponsoreret indhold