Skuespiller skyldig: Stod bag hadforbrydelse mod sig selv
Ifølge skuespilleren Jussie Smollett blev han antastet af to maskerede mænd på en mørk gade i den amerikanske millionby Chicago i 2019.
I retten har Smollett forklaret, at mændene bandt en løkke om hans hals og hældte kemikalier ud over ham med konstante homofobiske og racistiske tilråb.
Jussie Smollett er sort og homoseksuel.
Men overfaldet var han selv ude om, siger en domstol i Chicago natten til fredag dansk tid.
Domstolen har nemlig kendt ham skyldig i selv at iscenesætte det.
Anklagerne har igennem retssagen forsøgt at overbevise retten om, at Smollett selv arrangerede overfaldet for at skabe sympati om sin karakter og fremme sin karriere som skuespiller.
En måned efter det angivne overfald anholdte amerikansk politi den i dag 39-årige skuespiller.
Ifølge politiet havde Smollett betalt to brødre 3500 dollar, hvilket svarer til cirka 23.000 kroner, for at arrangere overfaldet.
De to brødre, Abimbola og Olabinjo Osundairo, vidnede i retten og bekræftede, at Smollett havde betalt dem for angrebet og instrueret dem i, hvordan det skulle foregå.
Da det blev Smolletts tur til at afgive forklaring, afviste han udsagnet fra de to brødre.
Anklagemyndigheden har i retten forsøgt at argumentere for, at Smollett løj, da han fortalte om, hvad der var sket på den mørke gade i Chicago den 29. januar 2019.
Men en læge fra det sygehus, hvor Smollett blev indlagt efter overfaldet, fortalte retten, at skaderne skam var ægte.
Sagen har siden overfaldet fået stor opmærksomhed i især amerikanske medier.
Smollett mistede sin rolle i serien "Empire", som han ellers havde bestridt i fem år.
Retten har ikke givet en dato for, hvornår der skal udmåles en straf til Jussie Smollett, men der er arrangeret et retsmøde den 27. januar i sagen.