Slut med at slikke på fingrene: KFC dropper ikonisk slogan på grund af coronavirus
"It's Finger Lickin' Good".
Det har siden 1950 været KFC's slogan, men nu er det slut.
På grund af coronapandemien og den øgede fokus på håndhygiejne er det mundrette slogan dømt upassende. Det skriver BBC.
Det er angiveligt bekymrede amerikanere, der har bestormet Advertising Standards Authority, det amerikanske kontrolorgan for reklamer, med klager. Alene i marts rullede der 163 klager ind over en tv-reklame, hvor der bliver slikket på fingrene.
Bekymringen går på, at de fingerslikkende skuespillere og det ikoniske slogan vil gøre, at amerikanerne vil tage for let på coronatruslen.
KFC har nu taget de mange klager til efterretning.
- Vi befinder os i en unik situation - og at have et ikonisk slogan passer ikke rigtig ind i de nuværende omgivelser, lyder det fra fastfoodgiganten.
KFC oplyser, at sloganet ikke dør helt, men blot bliver sat på pause. Således har de pixeleret "finger lickin'", så der bare står: "It's xxxxx xxxxxx good".
I Danmark er der seks KFC-restauranter.