Kendte15. maj 2023

Smugkig på Cirkusrevyen 2023: Røven i klaskehøjde

Det bliver et brag af en Cirkusrevy, når Niels Ellegaard, Niels Olsen og Mads Knarreborg giver den som dådyr i en hentydning til TV 2-serien ”Dansegarderoben”
Niels Ellegaard, Niels Olsen og Mads Knarreborg
Ikke et øje var tørt, da de tre dådyr Niels Ellegaard, 61, Niels Olsen, 63 og Mads Knarreborg, 44, vendte halerne til fotografernes blitzlys i forbindelse med pressefotograferingen på årets revy.
 Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Se alle billederne: Stor premiere på Cirkusrevyen 2023

Der er garanti for latter og lårklask i årets forestilling i teltet på Bakken, når de tre skuespillere Niels Ellegaard, Niels Olsen og Mads Knarreborg trisser ind på scenen iført gevirer, små haler og ”meget lidt tekstil, men virkelig meget hud”, som de tre mænd selv synger.

Revynummeret er naturligvis en henvisning til TV 2-serien ”Dansegarderoben”, som handler om Cirkusrevyen i midten 1970’erne, hvor dansepigerne skulle være til pynt for publikum og pressen i dådyrkostumer.

Lulu Safia, Jasmin Dahl, Mette Refshauge Kristiansen, Helene Duch Kjaer, Theresa Sivard og Vibeke Zederkof
I år er Cirkusrevyens dansegarderobe optaget af seks dygtige dansere og sangere, som danner revyens ensemble. Fra venstre er det Lulu Safia, tidl. ”X Factor”-vinder Jasmin Dahl, Mette Refshauge Kristiansen, dansekaptajn Helene Duch Kjaer (og forrest t.v.) Theresa Sivard og Vibeke Zederkof.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Olsen i h-streng

Men i Cirkusrevyes 2023-version af dådyrnummeret har Niels Olsen skrevet en tekst til melodien ”Hva skal vi med kvinder?” – og Olsens tekst handler om, at tiden er inde til, at mænd siger undskyld for deres sjofle og upassende opførsel gennem tiden.

Cirkusrevyen
De tre skuespillere gav en smagsprøve på den revyvise, de skal optræde med – og til tider var det svært at holde masken, selv for de garvede revystjerner.
 Foto: Søren Jul Lamberth

– Mændene går bodsgang – og der bliver sagt undskyld til kvinderne for den behandling, man har givet dem f.eks. i revysammenhænge, fortæller Niels Olsen, som fra starten var klar over, at optrinet på scenen også krævede afklædning.

– Og så måtte vi jo også hoppe i dådyrkostumer. Og det er ikke en g-streng, jeg har på, men en h-streng.

– Den er simpelthen større, for at jeg kan passe den, røber Olsen.

Der er i det hele taget lagt op til gode grin og et brag af en forestilling.

Cirkusrevyen havde premiere 11. Maj.

Sponsoreret indhold