Snart bliver det officielt: JLo og Ben Affleck er tilbage sammen
Rygterne om at "Bennifer" - alias Ben Affleck og Jennifer Lopez - er tilbage sammen, har i de seneste dage taget til, og nu bliver der smidt endnu mere brænde på bålet.
Ifølge en unavngiven kilde er romancen mellem Jennifer Lopez og Ben Affleck den ægte vare, og det er nu kun et spørgsmål om tid, før de breaker det for offentligheden.
Det skriver The Sun.
Ifølge kilden vil parret offentliggøre deres kærlighed inden for få måneder.
- Lige nu lader de det gå sin gang og forsøger at mødes så ofte som muligt. Men der mangler stadig at falde lidt ting på plads, før de gør det offentligt, lyder det fra kilden.
- Det er meget klart, at de er faldet for hinanden igen på en meget intens måde. Men de ønsker ikke at "jinxe" noget ved at sætte mærkat på, eller sætte dem selv under for meget pres, siger kilden.
- Når tiden er inde og romancen fortsætter med at udvikle sig, formentlig om en måned eller to, vil de nok afsløre det på Instagram eller gå ud fra en restaurant hånd i hånd.
Bennifer, som parret bliver kaldt, var Hollywoods hotteste par fra 2001-2004.
De blev hurtigt forlovede, men brylluppet blev aldrig til noget.
Men hvis parret pønser på at blive gift, er det første skridt allerede taget - JLo har angiveligt stadig forlovelsesringen, som hun fik af Ben Affleck under deres første romance.