Sønnens død bragte kendispar tættere sammen: - Altid med os
LÆS OGSÅ: Sælger herskabslejlighed
Til september er det tre år siden, filmmager Martin Miehe-Renards verden blev knust, da hans og hustruen Karin Jagds ældste søn, Oliver pludselig gik bort, i en alder af blot 31 år.
– Jeg tænker på det hver eneste dag. Det er ikke sådan, at jeg vågner op hver dag grædende, men man får det lagt et sted på en hylde, og så bor det dér.
– Men det går aldrig væk, fortæller Martin Miehe-Renard om det hjerteskærende tab til SE og HØR. Hvor end Martin går, har han altid Oliver med sig. Filmmageren bærer sønnens fingerring.
– Han er lige her, siger Martin og peger på den sølvfingerring, han har på. Jeg har ellers aldrig gået med ring før. Selv ikke min vielsesring.
– Men denne her var hans – og jeg har fået ringen lavet lidt større, så den passer til mig. For så har jeg ham med mig, fortæller Miehe-Renard.
Karin og Martin har også børnene Malthe på 33 og Sally på 26 år – og hele familien har på hver deres måde fået hjælp til at bearbejde sorgen over Olivers tragiske død.
– Min datter har gået i sorggruppe – og det var godt for hende.
Men jeg havde ikke brug for det. Jeg vil hellere gå ude i skoven med mig selv, men man er jo forskellige i den måde, man bearbejder det på, fortæller Martin Miehe-Renard.
Godt, vi har hinanden
Filmskaberen er også taknemmelig for, at han og hustruen, caster Karin Jagd, har formået at støtte hinanden i alt det ulykkelige.
– Vi har haft hinanden, og det er virkelig godt. Det kan man jo aldrig vide, før sådan noget her sker – hvordan man i virkeligheden vil reagere som par, og vi har reageret virkelig godt.
– Hvis det har gjort noget, så har det tømret os mere sammen. Hvis man kan sige, der er kommet noget godt ud af det, så er det dét. Men jeg kan ikke anbefale det.
– Det er meget ulykkeligt og tragisk. Det er alt det, som man tror, det er, siger Martin om sorgen over sin søn.
Vidunderlige mirakler
For nylig er der så kommet to små lysende mirakler ind i Miehe-Renard-familien.
67-årige Martin og Karin er blevet bedsteforældre til to børnebørn, der nu er hhv. fire og otte måneder gamle.
– De to børnebørn fylder meget, fortæller Martin med lys i øjnene.
– På en eller anden måde får man død vendt til liv. Men det er klart, det følger dig resten af livet, siger han.