Søren Østergaard og Lisbet Lundquists forbudte forelskelse: Pludselig var de fire i ægteskabet
LÆS OGSÅ: Parkinson-ramte Søren Østergaard opereret i hjernen
Det er så yndigt at følges ad – lige indtil man falder pladask for en 14 år yngre kollega og har svært ved at sige det til sin mand.
Sådan var tilfældet for skuespiller Lisbet Lundquist, da Søren Østergaard en sommeraften 1987 fejede benene helt væk under hende.
Dengang var hun gift med Eddie Skoller – og affæren stod på i et par år.
Det fortæller Østergaard nu i sin erindringsbog ”Så grin dog”.
– Lisbet prøvede at fortælle Eddie, at der var noget, hun gerne ville tale med ham om, men han lod som ingenting og snakkede bare videre.
Eddie havde stor succes og var nok god til at fortrænge det faktum, at der var noget galt i deres forhold, erindrer Søren.
Således gik der et par år, hvor de fortsatte med at ses på daglig basis, mens Lisbet stadig boede sammen med Eddie Skoller. To år senere lykkedes det dog Lisbet Lundquist at blive skilt – med lidt hjælp fra en norsk sangerinde.
– Det var primært, fordi Sissel kom ind i Eddies liv.
Sissel Kyrkjebø var Eddies nye kæreste – senere kone – som flyttede ind hos ham, inden Lisbet flyttede ud. Det var grotesk, fortæller zirkusdirektøren.
Sammen med Eddie Skoller har Lisbet datteren Marie – og for hendes skyld forsøgte de to par at lege én stor lykkelig familie.
– Engang sad vi alle hjemme hos Eddie og spiste kanelsnegle, som jeg havde bagt – det skulle medierne lige have vidst.
– Vi kom faktisk til at grine af det, da vi sagde, at vi skulle invitere pressen indenfor. De ville få deres livs chok. Alle parader var nede, for vi vidste alle fire, hvad der foregik mellem os, lyder det fra Østergaard.
Først lige inden Lisbet og Søren flyttede sammen, fik pressen nys om skuespillerparrets forhold.
Det var lykkedes dem at gå fuldstændig udenom mediernes søgelys til trods for, at deres første kys faldt på den yderst populære bar Brønnum på Kgs. Nytorv.
Brødre og koner
Ovenstående fortælling, som Søren selv beskriver som en vild historie, er rigelig til at skabe nogle interessante familiefester. Men det slutter ikke dér.
To år før havde Sørens bror Jesper nemlig tyvstjålet Eddie Skollers lillebrors kones hjerte.
– To brødre gik altså ind og tog kvinderne fra to andre brødre.
– Vi plejer at sige, at vi tog fra den samme familie, så det ikke gjorde for ondt i for mange familier, lyder det i bogen.
Trods den komplicerede begyndelse har kærligheden holdt i 37 år – siden den sommeraften i 1987.
Store fremtidsplaner
Parkinsonsygdommen får ikke lov at punktere Sørens drømme for fremtiden. For trods den neurologiske lidelse har han planer om at genoplive den lille italienske by Vergemoli i det nordlige Toscana, hvor han og Lisbet har et lille hus, med en kulturel indsprøjtning.
– Jeg vil åbne et lille hotel med søndagsfrokoster. Der er også et teatro med en lille scene, der er gemt lidt væk (...) Der vil jeg lave dukketeater og opera, fortæller han om det projekt, han kalder sin nye livsopgave.
– Jeg vil også gerne lave verdens mindste teater. Min drøm er blandt andet at lave sidevognen til en motorcykel om til et teater, som jeg så sidder nede i, og så kommer der én tilskuer ind ad gangen, så der altid er udsolgt.
– Det synes jeg er sjovt, verdens mindste teater. Sådan nogle gimmicks skulle man lave.