Sofie Linde under angreb fra Nikita Klæstrup
Der har skyllet en bølge af støtte mod den 30-årige Sofie Linde, efter hun til Zulu Comedy Galla fortalte om et overgreb, hun var ude for på sin arbejdsplads, da hun var 18 år.
Det drejede sig om en "stor tv-kanon", der til en julefrokost på Danmarks Radio sagde til den spirende tv-vært, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob.
Linde sagde nej, og det gik hende ret godt alligevel. Sofie Linde har senere forklaret, at hun fortalte historien for at understrege, at man godt kan sige nej. Hun vil ikke oplyse, hvem den "store tv-kanon" er.
Men influencer og realitystjerne Nikita Klæstrup ser ikke udelukkende Lindes valg om at dele historien som en god ting.
"Kære Sofie Linde. Jeg har enormt meget respekt for, at du taler ud om sexchikane i mediebranchen. Men der er nogen problemer, som jeg føler, at jeg bliver nødt til at italesætte. Dine udtalelser om, at du blot ønsker at sætte fokus på, at kvinder godt “bare” kan sige nej er ikke inspirerende. De er derimod ganske skadelige," skriver 25-årige Klæstrup på sin Instagram.
ansvar
Ifølge Nikita Klæstrup kan udtalelserne nemlig have den helt modsatte effekt. De sætter fokus på kvinden og ikke manden.
"Det fjerner ansvaret fra de mænd, som udnytter deres magtpositioner og lægger ansvaret over på unge kvinder, som frygter for deres karriere og deres position, hvis de “bare” siger nej," skriver hun videre.
Samtidig mener Klæstrup, at Sofie Linde burde sætte navn på den "tv-kanon", der krænkede hende.
Som det står nu, har han ikke fået en konsekvens, mener hun. Det lader dog ikke til, at det bliver aktuelt, da Danmarks Radio har været i kontakt med Linde efter hendes udtalelser.
Hun har valgt ikke at ville starte en sag på sin gamle arbejdsplads.