Sonny Fredie Pedersen er ny "Vild med dans"-dommer
TV 2 har set sig nødsaget til at ryste posen efter to opsigelser – først Britt Bendixen, som efterlod en tom plads ved dommerbordet, og senest Christiane Schaumburg-Müller, som efterlod Sarah Grünewald uden værtsmakker.
I dag afslører tv-kanalen således, hvem der er de to nye ansigter i deres stort anlagt fredagsunderholdningsprogram.
Mens komiker Martin Johannes Larsen skal lokke ord ud af de forpustede dansere, når de har vredet sig på gulvet, forlader Sonny Fredie Pedersen sit hjem i L.A. og vender hjem til Danmark for at udfylde den tomme stol efter Britt B.
Der skal han sidde side om side med de fire dommerveteraner Nikolaj Hübbe, Marianne Eihilt, Anne Laxholm og Jens Werner.
Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet ...
35-årige Sonny, som nærmest er født i et par laksko, kommer trods sin unge alder med en solid viden og erfaring fra danseverdenen og har endda tidligere brilleret som dommer i TV 2-programmet ”Danmarks vildeste danser”.
- Det er en opgave, jeg kommer til at tage med så meget stolthed! Det er på hjemmebane i Danmark, og jeg glæder mig til at kunne sidde hver fredag sammen med danskerne og nyde det, som det hele handler om: at danse, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg kommer helt klart til at se det hele lidt udefra, og jeg håber, at jeg kan bibringe noget af min energi herovre fra USA i kraft af mine forskellige ekspertiser. Jeg elsker dans, og jeg elsker at se folk arbejde hårdt og passioneret med dansen. Jeg kommer til at være fair hele vejen igennem og klart værdsætte alles indsats, siger Sonny Fredie Pedersen.
Den 19. udgave af ”Vild med dans” får premiere fredag den 9. september klokken 20 på TV 2.