NYT MILLIONPROJEKT: Spis din afføring
NASA har nogle af verdens klogeste videnskabsmænd- og kvinder i folden.
De står i spidsen for menneskeheden, når vi opdager nye planeter og er ofte dem, man spørger, når vi skal vide om noget er ”teknologisk muligt”.
Med andre ord: Det er primært deres teknologi, vi håber, vil redde vores røv, hvis vi bliver angrebet af rumvæsner – og de får da også hvert år 16 milliarder dollar i støtte for at fremme den slags forskning.
De mange penge gør NASA til største rumfartsagentur i verden, og nu vil de igen udfordre vores tankegang med vilde ideer.
NASA afslører verdens største billede
I en pressemeddelelse har de elskelige rumnørder offentliggjort, at de nu vil bruge lidt over 1,35 millioner kroner om året (!) på at forvandle menneskelig afføring til spiselig mad.
Meningen er, at de vil skære ned på udgifterne, når de sender astronauter i det ydre rum – og åbenbart er spiselig afføring én af de bedste løsninger, de landede på.
Foto: AOP
Forskningen vil blive anført af Dr. Mark Blenner, og han får fuld opbakning fra NASA, som håber, at astronauter med tiden vil være i stand til at lave deres egen mad ude i rummet. Og genbruge det.
Og så sent som i sidste uge lykkedes det astronauter at høste og spise salat, som de havde plantet i omgivelser, der svarer til dem, de er i, når de er i rummet – eksempelvis den totale mangel på tyngdekraft.
- Teknologien driver vores opdagelser. Investeringer i denne type teknologi er essentiel for NASA i forhold til at klare udfordringerne, vi støder ind i, når vi rejser til Mars, sagde Steve Jurczyk, medformand for NASA’s Space Technology Mission Directorate.