Spraglet trold: Sjove Anders Lund Madsen fylder rundt
BØRN I FEM ÅRTIER: Anders Lund Madsens mange unger
Han blev kendt som ”Unge Madsen” på Ekstra Bladets bagside, men nu må Anders erkende, at han skal stryge det første ord i titlen.
For søndag den 15. oktober rundede han et skarpt hjørne med sine 60 år, hvilket ikke generer den sjove mand.
– Jeg har det fint, idet jeg principielt ikke anerkender den gregorianske kalender på grund af detaljen med skuddagen og de 11 stjålne dage i februar 1700, siger han til SE og HØR i anledning af dagen.
De hastige skridt mod pensionsalderen er ikke noget, han ligger søvnløs over.
– Jeg har stadig den dejlige pensionsopsparing fra Ekstra Bladet, som jeg optjente engang i 90'erne, og jeg formoder, at den skal sikre mig en bekymringsløs alderdom. Det og mine mange Novo Nordisk aktier. Og hvis det ikke er nok, så må jeg nok bare blive ved med at arbejde indtil døden høster mig med sin le, forklarer han.
Han er ikke ét sekund i tvivl om, hvad hans største sejr i de forgangne 60 år er.
– Mine mange børn og min havfrue!, lyder det om ungerne og konen Karin.
Anders har fortalt, hvordan han gemmer sig på toilettet, når sociale sammenkomster bliver for meget. Og den håndtering er med i fremtidsplanerne.
– Jeg vil arbejde og holde mig i live og forsøge at holde flere fester, hvor jeg rent faktisk deltager og har det sjovt i stedet for at sidde ude på toilettet og gemme mig, lyder det fra komikeren.
Dagen bliver – måske af samme årsag – ikke fejret med et hav af venner og bekendte.
– Jeg er på Færøerne. Forhåbentlig regner det ikke, og min gode ven Svein vil måske byde på øl, forklarer han om fødselsdagsplanerne.
Skulle du dog være en af dem, der er på gaver med Anders Lund Madsen, så har han en ønskeliste klar til den store dag.
– Novo Nordisk aktier og gavekort på tatoveringer af pattedyr og træer, lyder det fromme ønske.
Fødselaren beskriver selv sit liv indtil nu som en god træning på det, der kommer nu.
– Jeg vil beskrive mit liv som en pokkers god betaversion af det liv, som jeg kommer til at leve fremadrettet. Jeg har jo en del børn, og det ældste af dem er nu begyndt selv at få børn, hvilket betyder, at jeg endelig kan begynde at stresse lidt ned og koncentrere mig om at finpudse detaljerne.
– Og jeg er virkelig tilfreds med den del af mit liv. Og så er der de store opdagelser og kuren mod kræft og bilen der kan køre på vand, og dér er jeg ikke i mål endnu, hvilket igen betyder, at der skal skrues op for effektiviteten snart.