Spyttet på af Medina: Nu fortæller journalisten Camilla, hvad der skete
- Som jeg husker det, så gik vi hen til hende, og så sagde hun: ”Er det dig, der er XX?”. Og så sagde jeg: Nej, jeg er Camilla. ”Hvor er du fra?” Jeg er fra SE og HØR. Og så sagde hun: ”Fuck dig”. Og så spyttede hun på mig. Og så rev hun mig i håret og vendte mig om og viste mig frem inde i lufthavnen og sagde: ”Hende her, hun er fra SE og HØR, det er hende, der fremstiller mig som en fucking løgner.”
Sådan beskriver Camilla Linnebjerg den meget omtalte episode i 2013, hvor hun som journalist modtog Medina i lufthavnen. Dengang arbejdede hun på SE og HØR, men det var ikke hende, der havde skrevet den artikel, som angiveligt fik Medina til at reagere så voldsomt.
- Jeg tror slet ikke, jeg tænkte. Jeg var så overrasket. Det kom bag på mig. Så jeg nåede slet ikke at tænke før bagefter. Jeg tror, jeg bare frøs og bare stod der. Jeg gjorde ikke engang modstand, husker Camilla Linnebjerg, da SE og HØR taler med hende her til aften forud for premieren på filmen ”Medina”, hvor popstjernen fortæller om sit turbulente forhold til pressen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Medina spyttede Camilla Linnebjerg i ansigtet og rev hende i håret i Københavns Lufthavn i 2013. (Foto: Mikael Rieck)
- Bagefter var jeg rystet. Jeg kan huske, at jeg tørrede mig helt vildt i ansigtet, fordi hun spyttede på mig. Det er jo megaulækkert at blive spyttet på. Jeg er chokeret.
Politianmeldte for sent
Først besluttede Camilla Linnebjerg, at der ikke skulle gøres en sag ud af hændelsen, men senere ændrede hun mening og politianmeldte overgrebet – men det var for sent.
- Det kom der ikke noget ud af. Politiet sagde, at vi var kommet for sent derud, så de kunne ikke se overvågningen fra lufthavnen. Jeg havde en lydoptagelse fra episoden, som jeg har givet dem, og den kunne de ikke bruge til noget. Og så sagde de, at der ikke var nok vidner, der bakkede op om det. Selv om der var billeder fra det hele - og lyd.
- Jeg havde ikke noget ønske om, at hun skulle komme i fængsel eller noget, jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville have, at det skulle danne præcedens for, hvordan mennesker kan opføre sig over for journalister.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Medina fortæller i øjeblikket om de mange ubehagelige oplevelser, hun har været udsat for fra både stalkere og journalister forud for filmen "Medina". Foto: Dan Mariegaard
- Kort efter var der en anden episode, hvor der var en kendt, der gik amok på en journalist fra SE og HØRs kone og truede hende. Så jeg tænkte: ”Jeg bliver nødt til at bruge min stemme til at sige fra”.
I podcasten ”Genstart” siger Medina, at hun ikke udøvede vold mod Camilla Linnebjerg, fordi hun ikke slog hende.
- Hun har jo ikke slået mig. Men hun har lavet et fysisk overgreb. Og så kan graden af vold diskuteres. Men uanset om det er vold eller ej, så er det i hvert fald ikke i orden at gøre sådan på andre mennesker. Det er heller ikke en løsning, siger Camilla Linnebjerg.
- Der findes retsinstanser, hun også kan gå til. Hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet af pressen, så kan hun gå til Pressenævnet eller anlægge er injuriesag foran en domstol. Man kan ikke bare angribe folk, der passer deres arbejde.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Camilla Linnebjerg blev revet i håret og spyttet i ansigtet, da hun passede sit arbejde på SE og HØR. (Foto: Privat)
Rejser rundt med en løgnehistorie
Episoden fik ikke indflydelse på måden, Camilla Linnebjerg skrev om Medina på. Hun holdt nemlig helt op med at tage de opgaver, der involverede popstjernen.
- Som jeg husker det, tror jeg, jeg trak mig. Jeg ville ikke have noget med Medina at gøre. Jeg føler, der gik nogle år, før jeg var klar. Men det var jo heller ikke mig, der havde skrevet de historier (som Medina var vred over, red.). Og det synes jeg ikke fremgår nogen steder i det, hun har fortalt: At jeg havde ikke noget at gøre med de historier, jeg arbejdede bare samme sted.
Hvad synes du om Medinas udlægning af mediernes behandling af hende?
- Det er svært, for jeg føler mig som en part lige nu. Jeg føler mig trådt over tæerne nu, fordi jeg føler, hun rejser rundt med en løgnehistorie om, hvad der foregik. Så jeg ved ikke, om min mening om det, hun siger, har nogen relevans.
- Alt kan ikke være mediernes skyld. Og når hun bliver taget for kokainkørsel, er det jo ikke en journalist, der har fyldt hende med stoffer og smidt hende ind i en bil og trillet den af sted. Medina har også et ansvar for, hvad Medina gør.
Medinas management skriver i et svar til SE og HØR:
- Medina er rigtig ked af, at det gik ud over den forkerte. Men hun kommer aldrig til at fortryde, at hun forsvarer sig selv. Politiet droppede sagen efter at have talt med vidner.
- Hun siger i serien ("Medina - hele min historie", som bliver vist på Kanal 5 fra 5. maj, red.), at det var den forkerte journalist - det siger hun også til Politiken.