Steen Langeberg jubler: Bliver snart far til tre
Når man skal vække danskerne, før lyset bryder frem, er nattesøvnen essentiel.
Men snart ser "Go’ Morgen Danmark"s tometertyr Steen Langeberg nok lidt mere klatøjet ud end vanligt, når du tænder for morgenskærmen.
Den 45-årige TV 2-darling og hustruen Juliane venter til maj således deres tredje ønskebarn.
– Vi skal have en lille pige – og det er så dejligt, jubler Steen til BILLED-BLADET.
Værtscharmøren kender dog rumlen med brøl og babysavl – i forvejen har parret Maja på syv og Christian på fem år.
– Det er vildt, at jeg skal være far til tre – og Juliane er verdens bedste mor, roser Langeberg sin gravide udkårne.
Navnelegen er også allerede begyndt for Steen og co. Mens datteren Maja er opkaldt efter farmands moster, hedder sønnike Christian efter hans farfar og morfar.
– Vi tænker lidt på Karen efter Julianes bedstemor, men vi er ikke 100 procent sikre endnu, røber "Jo færre, jo bedre"-quizmasteren.