Stefan fra "Forræder" springer ud som homoseksuel
LÆS OGSÅ: Har du også genkendt Nikolaj fra ”Forræder”?
26-årige Stefan Dølby, der lige nu er aktuel i TV2-programmet "Forræder - Ukendt grund", sprang for nylig ud som homoseksuel over for sine forældre.
Først fortalte han til omverdenen, at han var biseksuel, da det føltes som en lettere sandhed at acceptere for sig selv end at springe ud som homoseksuel med det samme.
Efter mange års nervøsitet over, hvordan omgivelserne ville reagere, har han dog mødt en overvældende positiv støtte, fortæller han til SE og HØR.
- Jeg føler, at jeg endelig er tæt på i mål, hvor jeg kan være helt ærlig og stadig føle accept og støtte af mig selv og mine nærmeste, siger Stefan Dølby og tilføjer:
- Det giver en følelse af lettelse og glæde, jeg aldrig havde troet mulig.
Stefan Dølby vidste allerede som teenager, at han var til fyre, men havde svært ved at se det i øjnene.
Til TV2 fortæller han, at ordet "bøsse" ofte blev brugt som skældsord i den lille fynske landsby, hvor han voksede op. De negative ord og følelser fyldte så meget, at Stefan besluttede at skubbe sit privatliv til side og i stedet fokusere fuldt ud på sin karriere.
I dag er han nu lettet over og glad for, at han er sprunget ud og kan stå ved, hvem han er.