Stein Baggers nye liv: Soler sig i Spanien
LÆS OGSÅ: Remee: Taget ved næsen af Stein Bagger
Hvad blev der egentlig af Stein Bagger?
Den muskuløse direktør, der for to årtier siden stod i spidsen for en hær af højt lønnede medarbejdere, som sad ved deres skærme i IT Factory og lavede ingenting, mens værdien af virksomheden steg til otte milliarder kroner takket være stakke af falske fakturaer, som blev sprøjtet ud.
Nu 56-årige Stein Bagger har for længst afsonet sin straf for dansk erhvervslivs største svindelnummer, der omfattede bedrageri og dokumentfalsk for 831 mio. kr. – heraf er de 200 mio. kr. aldrig blevet fundet. Bagger erkendte sin skyld og fik i 2009 syv års fængsel. Han blev prøveløsladt efter fem år.
Nu nyder han livet i Spanien med sin tre år yngre kæreste Walentina.
– Når vejret er, som det er, så er det rart at komme ned og få lidt sol på kroppen, skriver Stein Bagger til SE og HØR.
Har tabt 13 kilo
SE og HØR’s billeder af Stein Bagger og Walentina Stocazi er fra en af de lidt dyrere restauranter på den spanske solkyst.
Restauranten scorer højt på Tripadvisor. Ved besøget udvalgte parret sig en lækker frokost med masser af grønt samt tilhørende hvidvin fra det fransk/spanske menukort. Stein og kæresten talte svensk sammen, mens de betragtede gågadens strøm af turister. Ingen af de øvrige gæster lod til at genkende den hårdt pumpede eksfange med det dyre ur og den stramtsiddende poloshirt.
– Ja, jeg har tabt 13 kilo, så formen er lidt bedre, lyder meldingen fra Stein Bagger, som færdes hjemmevant i Spanien, idet han tidligere har arbejdet som Spies-guide på Mallorca og de Kanariske Øer. Desuden driver hans storebror Trym et bjerghotel med kun tre værelser midt i Spanien.
Nyt navn
Stein Bagger har siden løsladelsen skiftet navn. Ifølge CPR-registeret hedder han nu Sten Hansen og bor i Frederiksværk. Men dæknavne som Sten Berggren, Sten Stocazi og Sten Patrick har også været i spil, når han har forsøgt at skabe sig en ny tilværelse ved f.eks. at fungere som skater-konsulent i løbehjulssporten, som Walentinas søn dyrker.
Walentina er trods et forhold på foreløbig ni år stadig ”kun” en kæreste.
– Min kæreste og jeg har ikke giftet os, forklarer Stein Bagger, som var gift med ejendomsmægleren Anette Uttenthal, da hans fupnumre blev afsløret.
Anette Uttenthal blev bonusmor for Olivia, som Stein fik i ægteskabet med den svenske smykkedesigner Martina Susanna, der senere skiftede efternavnet Bagger ud med Banach.
Uendelig luksus
Inden korthuset begyndte at vælte, og skarpe journalister fandt ud at, at Stein Bagger løj om universitetsuddannelser indenfor økonomi, regnskab og international business, levede han et luksusliv.
En 162 kvm stor lejlighed med Øresundsudsigt i Tuborg Havn var hans og Anette Uttenthals hjem. I parkeringskælderen holdt både en Porsche og en Ferrari, og i parrets walkin-closet fandt man de dyreste sko og habitter. Få hundrede meter derfra havde Stein lejet en luksuslejlighed til sin bodyguard; Bandidos-rockeren Brian Sandberg.
En 24 meter lang lystyacht, som naturligvis var opkaldt efter Anette, ventede på Stein, når han ikke var optaget af træning og fiktive forretningsmøder.
I Sydfrankrig havde han købt en villa med udsigt over Middelhavet, og chefer fra IT Factory havde han givet så meget i løn, at de kunne købe nabovillaen.
Anette blev forkælet med Rolex-ur og dyre smykker – bl.a. en diamantring til over en halv mio. Steins gaver måtte hun senere aflevere til konkursboet.
Netværket bestod af kendisser, som nød godt af Baggers gavmildhed og fine forbindelser. Cykelrytteren Jens Veggerbys galleri nød godt af, at Stein bestilte kunstværker af blandt andre Picasso, Miro og Asger Jorn. Pengene flød og der var ordrer for millioner.
Nu er kendisserne væk. Stein og hans svenske flamme har kun hinanden i Picassos og Miros hjemland.