Stephanie Gundelachs OpéraSPORT anmeldt for "greenwashing": - Det er noget vrøvl

Hvert år ruller Copenhagen Fashion Week den røde løber ud og byder velkommen til en uge, hvor danske brands får lov til at fremvise deres produkter og bud på, hvordan nutidig mode og styling kan se ud.
Med er store brands som Stine Goya, Baum und Pferdgarten og OpéraSPORT. Brands, der ikke mindst de seneste par år har oplevet stor succes og hurtigt er blevet yderst populære.
Tidligere på måneden kunne mediet Føljeton så berette, at netop de tre brands og fire andre sammen med Copenhagen Fashion Week er blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden for greenwashing.
Anmeldelsen er indgivet af rådgivningsvirksomheden Continual og Forbrugerrådet Tænk.
Tanja Gotthardsen, der driver Continual, fortæller til SE og HØR, hvad der ligger til grund for anmeldelsen.
- Det, vi blandt andet har anmeldt Copenhagen Fashion Week og de her syv brands for, er påstande om bæredygtighed. Men det, vi især udfordrer, er selve påstanden om, at de såkaldte bæredygtighedskrav, som deltagende brands skal leve op til, skulle have noget som helst med bæredygtighed at gøre.
- Et andet aspekt af anmeldelsen går på, om Copenhagen Fashion Weeks såkaldte bæredygtighedskrav overhovedet er krav. Modeugen påstår at "screene" for, at deltagende virksomheder for eksempel ikke må "greenwashe", men det har taget mig under en time at finde de mange eksempler på potentiel vildledning, som vi har med i anmeldelsen. Her har man altså ikke tjekket op, lyder det.
Ifølge Tanja Gotthardsen er der ikke spor tvivl om, hvorvidt der er tale om vildledende markedsføring.
Derfor ser hun det som afgørende, at Forbrugerombudsmanden nu undersøger netop dette.
- Når vi så ser samlet på det 26-sider lange bilag, som anmeldelsen består af, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt, at vi får Forbrugerombudsmanden til at afprøve, om der er tale om vildledning eller nærmere bestemt "greenwashing".
CO2-venligt bomuld eller?
Blandt de anmeldte brands er OpéraSPORT, der er stiftet og drives af Awa Malina Stelter og Stephanie Gundelach.
Sidstnævnte er også kendt for at danne par med den nu pensionerede håndboldstjerne Mikkel Hansen.

Modebrandet er blandt andet anmeldt for at vildlede kunder om, hvor miljøvenligt det bomuld, de benytter i deres tøj, er.
Ifølge Tanja Gotthardsen er OpéraSPORT ude på dybt vand, når de påstår, at deres økologiske bomuld skulle kunne reducere CO2-belastningen med 46 procent sammenlignet med konventionelt bomuld, som de skriver på deres hjemmeside.
- Det som jeg studser over, er, at de mener, at deres brug af økologisk bomuld sparer gevaldigt på CO2-udledningerne. Det er noget vrøvl. Med mindre, de kan sige, at deres data klart kan bevise netop det, så bliver det svært for dem at hive sådan en materialepåstand hjem. Og i virkeligheden er det væsentlige for CO2-belastningen jo, om bomulden bruges til produkter, som folk rent faktisk gider at gå med.

- Man dyrker bomuld i over 70 lande, og der er umådeligt mange forskellige måder, hvorpå det produceres. Altså er det utroligt svært at sige noget så generisk om, at økologisk bomuld skulle være så og så meget mindre klimabelastende end den konventionelle. Og her er det altså det enkelte brand, her OperaSport, der holder bevisbyrden, når de slår sig højt på så markante påstande.
Skulle anmeldelsen af Copenhagen Fashion Week og de syv brands også ende med at få konsekvenser, kan det gå flere veje.
Alt efter omfanget, kan det ende med enten indskærpelser eller i værste tilfælde politianmeldelser.
- Jeg ser det som værende særligt grelt. Er der overhovedet tale om bæredygtighed? Er der overhovedet tale om krav? Det ser jeg som ret alvorligt, og i mine øjne er det her dybt problematisk, tilføjer Tanja Gotthardsen.
SE og HØR har været i kontakt med medstifter Awa Malina Stelter, der dog ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt, da man er i gang med en intern undersøgelse af sagen og derfor ikke kan kommentere på den.