Kendte3. januar 2025

Stig Tøfting mistede nyfødt søn til meningitis: Den forkerte rækkefølge

Stig Tøftings yngste, lille søn var ikke engang en måned gammel, da han i 2003 mistede livet. I dag fortæller han, hvordan familien kom videre fra den tragiske hændelse
Stig Tøfting fik hjælp af en god ven, der er præst, til at behandle sorgen efter sin lille søns død.
Stig Tøfting fik hjælp af en god ven, der er præst, til at behandle sorgen efter sin lille søns død.
 Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Et ordentligt farvel: Stig Tøfting tog sin døde søn med hjem

Blot 26 dage efter Stig Tøfting blev far for tredje gang i foråret 2003, døde hans nyfødte søn Jon af meningitis.

Nu sætter den tidligere landsholdsspiller ord på den skæbnesvangre tid, og hvordan man forsøger at komme videre efter at have mistet et barn til hjernehindebetændelse.

Det sker i podcasten "Ikke et ord om politik".

- Det er jo i den forkerte rækkefølge, at den yngste dør først. Men igen, så er det ude af vores hænder. Og vi vidste jo, at vi havde tre andre børn, som skulle videre herfra. Og vi skulle selv videre, siger Stig Tøfting.

- Vi kunne da godt sætte os over i et hjørne og være ulykkelige. Men det ville vi ikke komme videre af. Vi var alle sammen kede af det i et godt stykke tid, men vi prøvede på at få samlet vores kræfter og få styr på vores dagligdag og komme videre.

Han husker tydeligt den morgen, hvor han fik det skæbnesvangre opkald fra sin nu ekskone, Bettina, om, at den var helt gal med lille Jon. Han havde feberkramper, og hun måtte skynde sig på skadestuen med ham.

- Hun hopper i en taxa og kører mod Skejby. På vej derud må hun to gange puste liv i ham, fordi han ryger væk.

- Så flyver jeg jo hjem (fra England, red.), da jeg får det at vide. Vi er på hospitalet i nogle dage og får så besked på, at det er ikke godt. Hvis han nogensinde kunne overleve det, så ville han simpelthen blive til en grøntsag. Så der var ikke så meget at gøre.

Tidligere har Stig Tøfting fortalt, hvordan familien af en præst blev rådet til at tage deres afdøde søn med hjem for at sige ordentligt farvel.

- Vi lagde ham i liften, og så forlod vi børneafdelingen. På vej ud var der flere, der smilende sagde tillykke. Vi nikkede bare igen. Vi kunne jo ikke stoppe og sige, at vi gik med et dødt barn, sagde han i et interview med Ude & Hjemme.

Hjemme i huset i Hørning lagde de lille Jon i hans vugge, og her lå han de næste par dage, mens familien på skift kom og sagde farvel til ham.

- Når det nu ikke kunne være anderledes, var jeg glad for, at vi gjorde det på den måde. Alle fik sagt ordentligt farvel. Og Jon lå der og så rigtig fin ud. Hvis man ikke vidste bedre, lignede han bare en baby, der sov, sagde Stig Tøfting til Ude & Hjemme.

Efterfølgende blev Jon begravet i familiens have. De havde en drøm om, at asken skulle spredes på grunden.

Det kræver en speciel tilladelse, som familien fik – og det har betydet alverden, har har den tidligere landsholdsspiller fortalt Ekstra Bladet.

- Han ligger så fint nede i blomsterbedet på et sted, hvor vi kan sidde og spise frokost. Det er ikke sådan, at vi sidder og taler med ham, men det er vigtigt, at han er så tæt på og er en naturlig del af os og vores børn, lød det.

Sponsoreret indhold