Stine Bramsen og Oh Land ladt i stikken på Tinderbox
Hvor er det ærgerligt.
Der var med 100 procents sikkerhed gjort rigtig meget ud af sceneoptræden, setliste og outfit, da Stine Bramsen og Oh Land lørdag havde hver deres optræden i Tusindårsskoven.
Men der var nærmest flere i madboderne, end der var ved de respektive scener, hvor begge kunstnere gjorde, hvad de kunne.
Lige lidt hjalp det desværre.
Hvor andre danske navne som Nik & Jay, Lukas Graham, Medina og Tobias Rahim trak samtlige festivalgængere til scenen, var der anderledes gabende tomt under Stine Bramsen og Oh Lands koncerter.
De to sangerinder lod sig dog ikke mærke af det pinligt lille fremmøde og gav den begge gas med masser af energi.
Stine Bramsen gik på allerede klokken 16.15, hvor nogle festivalgæster måske stadig ikke havde rystet de sidste to dages tømmermænd af sig, mens Oh Land havde et mere taknemmeligt tids-slot klokken 19.15 på samme scene.
Det var det lidt ældre publikum, der deltog i de to koncerter – selvfølgelig med undtagelser. Blandt andet fik en ung studine en vaskeægte OhLand-krusedulle i huen, da Nanna Øland bevægede sig ned blandt det sparsomme publikum.