Kendte28. december 2020

Stjernedesigner Søren Le Schmidt skal være far til tvillinger

Til sommer kommer der småfolk ind i Søren og kæresten Nikolines liv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sls.jpg
 Foto: Martin Høien

Kjoledesigner for de kendte og kæmpe navn på den danske modescene, Søren Le Schmidt, skal være far til to drenge i det nye år.

Der afslører han i et opslag på sin Instagram.

”Kan ikke vente til sommer. Så bliver vi forældre til disse to bad boys,” skriver den kommende far under scanningsfotoet, som også afslører, at der er tale om tvillinger.

I en besked til SE og HØR uddyber designeren:

”Min kæreste og jeg skal være forældre til sommer, og ikke nok med det, så er det et sæt tvillinger – Drenge, ”skriver han.

Moderen til de to spirrevipper, Nikoline Skaarup, som til daglig arbejder som make up-artist på TV2, deler ligesom den kommende far et billede, der afslører graviditeten.

Søren Le Schmidt, som ikke har en decideret designuddannelse, blev interesseret i faget på sin farmors systue i en ganske ung alder.

I dag er rækken af kendte, som han jævnligt klæder på med sine kreationer, lang.

Hans flotte kjoler og dragter er eksempelvis ofte båret af Sarah Grünewald, når hun står i spidsen for ”Vild med dans”, ligesom model Cecilie Haugaard ved flere lejligheder på den røde løber har været iført hans designs.

Og som den modestjerne, han er, har han selvfølgelig også blandet sig i kronprinsessens festgarderobe et par gange.

Faktisk er det Mary-kreationerne, han ser som sin adgangsbillet til et internationalt gennembrud.

- Jeg kan mærke, det går i hvert fald den helt rigtige vej. Og med kronprinsessens kjole fik jeg også blåstempling af, at vi er på rette spor. Jeg er vildt beæret over, at hun havde lyst til at bære en af mine kjoler, fortalte han til Jydske Vestkysten i 2018.

Sponsoreret indhold