Stjerner i sorg: Aaron Spears er død
Aaron Spears er død.
Den populære trommeslager, der blandt andet spillede for hitmageren Ariana Grande, blev 47 år.
Det bekræfter hans hustru, Jessica, i et opslag på Instagram.
– Det er med et tungt hjerte og overvældende sorg, at jeg deler nyheden om min elskede mands bortgang.
– Aaron var ikke kun en utrolig dygtig trommeslager, beundret af mange for sit enestående talent og passion for musik, men han var også en hengiven far til vores søn, August. Hans kærlighed, vejledning og varme var grundpillerne i vores familie, og hans fravær efterlader et tomrum, som ord ikke kan beskrive, skriver hun.
Aaron Spears var trommeslager for et væld af store stjerner som blandt andre Ariana Grande, Usher og Britney Spears. Han har derudover fungeret som fast musikkoordinator på sæson 3 af tv-succesen "The Masked Singer".
Aaron Spears' dødsårsag er ikke oplyst. Han efterlader sig sin kone Jessica og sin søn August.
Flere stjerner reagerer
I kommentarfeltet til den triste nyhed er der allerede flere kendte musikere, der begræder tabet af den succesfulde trommeslager.
Heriblandt Travis Barker, der er trommeslager i bandet Blink 182.
– Jeg har ikke ord. Jeg elsker dig så højt min bror, og jeg vil savne dig. Det her er uvirkeligt. Beder for jer, Jessica og August, skriver han.
Popdronningen Ariana Grande, der blandt andet havde æren af Aaron Spears under hele sin "Dangerous Woman"-tour, er ligeledes i sorg over nyheden.
I kommentarfeltet skriver hun blandt andet, at "hendes hjerte er knust", og i en Instagram-story uddyber hun, hvor meget han betød for hende.
– Jeg er så beæret og taknemmelig for, at vores veje krydsede, og at vi fik brugt så meget værdifuld tid sammen.
– Tak for din genialitet, for vores grin og for din evige omsorg. Jeg vil savne dine kram, du er så, så elsket, og du vil blive savnet, skriver Ariana Grande videre.