Støtte i skilsmissekrig: Janni Ree er omringet af vennerne
Rigtige venner kan ej købes for penge.
Sådan lyder den ikoniske sang af Jodle Birge, og den beskriver meget godt den situation, som Janni Ree de seneste dage har befundet sig i.
Efter at være blevet lukket ude fra strandvejsvillaen i Vedbæk, som har været hende og Karsten Rees hjem de seneste mange år, står hun nu uden tag over hovedet og med en svær skilsmisse under fuld opblusning.
Men selvom hun, modsat sin kommende eksmand, tilsyneladende ikke ejer kongens mønt, er støtten stor til den 54-årige kendis. Faktisk vælter det ind med tilkendegivelser fra vennerne på de sociale medier.
- Du vil altid have en speciel plads hos mig, skriver Robinson-stjernen Tina Vilbrand på Instagram.
- Sender dig kærlighed og styrke, du kommer også igennem dette, lyder støtten fra Hollywoodstjernes ven, Claus Hjelmbak.
- Det er kun dig, der kender sandheden. Sender gode tanker og kærlighed din vej, lyder det fra Majbritt Berthelsen, der selv gik gennem en skilsmisse fra racerkøreren Jason Watt sidste år.
Også realitystjernen Susan K. sender kærlighed til sin gode ven gennem mange år.
Janni Rees veninde reagerer: - Har ikke haft det godt længe
I en story på Instagram skriver hun:
- Når bestie siden 2009 går igennem en krise.. Der kan da kun vente bedre ting forude, skat!, lyder det i opslaget.
Også den tætte veninde Pernille Nygaard bakker op om Janni Ree. Det fortæller hun til Ekstra Bladet:
- Jeg støtter hundrede procent min veninde, Janni. Hun er min bedste veninde, og jeg er der for hende, lyder det fra realitystjernen.
Janni Ree har flere gange udtalt sig om skilsmissen til SE og HØR, og hun har blandt andet fortalt, at hun faktisk er lettet over, at skilsmissen nu er officiel.
- Men selvfølgelig er jeg også ked af det. Det er jo altid et nederlag at blive skilt. Nu har jeg jo været gift og skilt før, så jeg ved, at det er en svær situation - men på den anden side er jeg lettet, fordi jeg ikke har haft det godt. Så nu kan jeg kun få det bedre, fortæller Janni Ree til SE og HØR.
I SE og HØR's ugentlige podcast, er skilsmissen mellem kendisparret også det helt store emne. Lyt til episoden lige her: