Støvelbæk må undvære sønnike: Flytter til Fyn

Skuespillerparret Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsens yngste søn, Thor Mikkelsen på 22 år, er klar til at flyve fra reden.
Til august begynder han således på skuespilleruddannelsen ved Den Danske Scenekunstskole i Odense.
– Det bliver vildt.
– Men også helt fantastisk, og jeg har set meget frem til det, lød det fra Thor Mikkelsen, da SE og HØR mødte ham og mor Anette Støvelbæk ved premieren på Odense Sommerrevy.
Dermed går Thor i fodsporene på både mor, far og storebror Lue Støvelbæk på 28, som alle tre er aldeles scenevante.
For at kunne gennemføre den treårige uddannelse flytter den unge mand til den fynske hovedstad – og rykker dermed fra mor og far hjemme på Vesterbro i København.
– Det hele sker nu! lød det med et smil fra den kommende skuespillerstuderende.
Se de mange gæster fra premieren på Odense Sommerrevy i galleriet herunder:
Premiere: Odense Sommerrevy
Allersidste dans
Samtidig er mor Anette Støvelbæk i gang med optagelser til den 10. og sidste sæson af "Badehotellet".
– Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over, at det er allersidste sæson, for man er nødt til at være tilstede i det, man laver.
– Men selvfølgelig er det vemodigt, sagde Anette om den populære TV 2-serie, hvor hun spiller Alice Frigh.
I serien har også Anettes mand Lars og ældste søn – og Thors storebror – Lue medvirket.