Stor lykke: "Nybyggerne"-Sunnvá er blevet mor
Det er store smil og udsigt til søvnløse nætter for "Nybygger"-stjernen Sunnvá Dahl Høgfeldt. Hun og gemalen Martin er nemlig blevet forældre til deres første barn.
Det afslører den nybagte mor på Instagram.
- Velkommen til verden, elskede skat. Hvor har vi glædet os til at møde dig, skriver hun på den sociale platform.
Sunnvá har tidligere fortalt, at lægerne ikke ville lade hende gå helt til termin af frygt for, at der skulle opstå komplikationer.
- I dag fik vi besked om, at vores store dreng ikke får lov til at ligge i maven til terminsdatoen. Størrelsesmæssigt er han stadig langt over gennemsnittet, og det er hans størrelse, der har fået lægerne til at vurdere, at jeg skal sættes i gang før tid, afslørede hun tidligere.
At skulle sættes i gang før tid stod ikke lige øverst på den fingernemme tv-kendis' liste over drømmefødsler.
- Personligt ønsker jeg, at min fødsel går i gang af sig selv, og at alting går efter "bogen", men jeg ønsker ikke at tage den risiko, da lægerne har vurderet, at barnets størrelse kan skabe komplikationer ved fødslen, hvis jeg går til termin eller derover, lød det videre i opslaget.
Hun understregede dog, at hun følte sig helt tryg ved lægernes anbefalinger, for til syvende og sidst var hendes højeste ønske en sund og rask dreng.
Og nu er han her altså.