Stylist afslører: Justin Timberlake arrangerede nipplegate under Super Bowl med vilje
Hele verden talte om den ekstremt kontroversielle nipplegate i februar 2004, da Janet Jackson og Justin Timberlake tilsyneladende lavede en lille svipser og blottede førstnævntes bryst foran publikum og millioner af seere.
Var det et uheld?
Eller var det en planlagt fejl, som skulle ende med at rokke ved hele debatten om optrædener ved store broadcastede begivenheder som eksempelvis NFL-turneringen.
Ville overgå Britney
Nu fortæller stylisten Wayne Scot Lukas, der var ansat til at klæde Jackson på til den i dag legendariske Super Bowl-optræden, at hendes duetmakker faktisk var yderst opsat på at få arrangeret noget ”usædvanligt” på scenen.
Det skriver Page Six.
Det skulle efter stylistens udsagn alt sammen være Timberlakes forsøg på at overgøre – eller fjerne fokus fra – et andet yderst kontroversielt sceneshow.
Nemlig Britney, Madonna og Christina Aguileras hede trekants-optræden – inklusiv snaveri – ved MTV Video Music Awards året forinden.
Wayne Scot Lukas fortæller mediet, at Timberlake ”insisterede på at gøre noget ekstraordinært under deres show”.
- Han ville lave en ”afsløring”, lyder det fra stylisten, som har arbejdet med Janet Jackson i flere år.
Artiklen fortsætter under billedet:
Hvis det var chokeffekt, Justin gik efter, da han rev et stykke af Janets bh af, så ramte han plet. Deres "garderobefejl" sendte chokbølger ud i de amerikanske tv-stuer. (Foto: Mega)
Den oprindelige idé var at klæde Jackson i en perlebesat g-streng, kraftigt inspireret af den som Kim Cattrall bærer i et afsnit af ”Sex and the City”.
G-strengen skulle så – præcis som hendes i dag verdensberømte brystudsmykning - afsløres undervejs i nummeret.
- Men idéen om kostumet blev ændret bare få dage inden showet, og… Ja, I oplevede jo magien selv.
Artiklen fortsætter under billedet:
To popprinsesser og en dominerende dronning sang "Like a Virgin" sammen under VMA i 2003 - og der blev snavet igennem (Foto: Ritzau Scanpix)
Ikke en fejl
I omkring et halvt sekund var Janet Jacksons bryst blottet under halvlegsshowet. Efterfølgende blev hendes musik blacklistet fra flere radiokanaler og CBS, der broadcastede uheldet, måtte betale en svimlende bøde på over 3 millioner danske kroner.
Stylisten var helt tæt på planlægningen af det store Super Bowl-show i 2004.
(Foto: Wayne Scot Lukas)
I mellemtiden blev stuntet kaldt for en regulær ”garderobefejl” af popstjernen Justin Timberlake, men nu – 17 år efter – punkterer topstylisten Lukas hans forklaring fuldstændigt.
- Jeg ville aldrig nogensinde kalde det en ”garderobefejl”. Det var den bedst fungerende garderobe i historien. Den gjorde præcis det, som det var meningen, den skulle gøre, lyder det fra Wayne Scot Lukas.