Kendte24. april 2020

Sundhedsstyrelsen betalte 119.000 kroner for interview med Sus Wilkins og Freja Kirk

Annonceringen som blev udgivet på musiksitet Soundvendue skulle bruges til at nå bredere ud blandt den yngre målgruppe
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/susfreja1.jpg
 Foto: Hanne Juul

Under overskriften "Corona-interview med Sus Wilkins og Freja Kirk: - Vi skal giftes om fem måneder - i Sydeuropa af alle steder" kunne det danske kendispar fortælle ærligt om en anderledes tilværelse i kølvandet på coronaudbruddet.

I toppen af artiklen kunne man se, at indholdet var sponsoreret af Sundhedsstyrelsen, og nu kan DR's Detektor fortælle, hvad styrelsen har sluppet for hele herligheden - altså de 12 svar fra kendisparret - der skulle ramme det yngre publikum.

119.000 kroner.

Da coronaen ramte Danmark gik myndighederne i gang med at sprede informationer flere steder i samfundet, så befolkningen blev korrekt og tilstrækkeligt oplyst omkring retningslinjerne for at undgå smitte.

De blå skilte ved busserne og reklamesøjlerne, plakater ved indgangen til apotektet og supermarkeder og tv- og webreklamer, der fortæller os, at vi skal vaske hænder, gøre hyppigere rent og hoste eller nyse i ærmet.

Men det var straks sværere at ramme landets unge. Og det er blandt andet her, interviewet i Soundvenue kommer ind i billedet.

Sus Wilkins og Freja Kirks svarer på i alt 12 spørgsmål i interviewet, som er foretaget over telefon, og hvori de blandt andet kommer ind på, hvordan deres hverdag har ændret sig, hvordan de ville forholde sig som teenagere til corona, og hvordan deres bryllup til efteråret kan gå hen og blive påvirket.

Særligt det sidste har fået andre medier til at bringe historien - men denne gang uden tydelig deklaration, for i BT fremgår det eksempelvis ikke i første omgang, at der er tale om betalt annoncering.

Annoncen er ifølge Detektor udarbejdet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Soundvenue og mediebureauet IUM.

-Det er grotesk

Det oplyses ikke, hvordan honoraret på i alt 119.000 er fordelt mellem parterne, men Sus Wilkins oplyser til DR, at hun og Freja ikke har taget sig betalt for deres medvirken.

Af sundhedsordførerne, som DR har talt med, er det Lars Boje Mathisen, der er mest kritisk overfor den betalte annoncering.

- Det er i min optik fuldstændig grotesk at bruge 119.000 kroner af borgernes skattekroner på et interview, som tydeligvis er en afskrift fra et telefonopkald. Jeg kan til fulde forstå, at der borgere derude, som føler sig fuldstændig til grin, skriver han i en mail til DR Detektor.

I går kunne Ekstra Bladet afsløre, at et interview mellem tidligere vært på TV Avisen Tine Gøtszche og sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm i en 8 minutter lang video havde kostet styrelsen 135.000 kr.

Sponsoreret indhold