Susanne Lana ramt af alzheimers: Jeg er dement

Først var det de små ting. Aftaler, hun glemte. Navne, hun ikke huskede. Og pludselig var der et mønster. Susanne Lana måtte indse, at hun var ramt af alzheimers.

Det fortæller hun nu i et ærligt interview med SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lana hygger sig i hjemmet i Allingåbro på Djursland. (Foto: Lars Horn)

– Det kom snigende sidste år. Pludselig var der ting, jeg ikke kunne huske. Det var aftaler og sådan. Men det er alzheimers. Desværre, siger den 74-årige “Hvis tårer var guld”-sangerinde.

Men da hun først fik diagnosen, troede hun ikke på det.

– Jeg var sikker på, lægen tog fejl. Absolut. Hvis du spørger mig, så kan jeg godt mærke, når jeg glemmer. Men jeg tænker jo ikke over det, når jeg er ude at spille. Det gør jo ikke ondt. Jeg plejer at være god til at huske, men det er jeg altså ikke længere, det må jeg erkende, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dansktoppen har fyldt meget i Susannes liv. Her hygger hun sig med legenderne Johnny Reimar, 77, og Dario Campeotto, 82. (Foto: Michael Medgyesi)

Mange alzheimers-patienter oplever, at de bliver irriterede på sig selv over de ting, de ikke kan huske. Samme følelse havde Susanne også, da hun pludselig glemte, hvor hun havde mødt sin nære veninde.

– Jeg bliver irriteret på mig selv. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde mødt Maj-Britt første gang. Men så begyndte det at dæmre. Vi mødtes på Gran Canaria ... det ved jeg jo godt, fortæller hun.

Hjælp af veninden

På grund af sygdommen er veninden Maj-Britt begyndt at spille en stor rolle i Susannes liv. De taler sammen dagligt, og Mai-Britt sørger for at hjælpe Susanne – ikke mindst med at installere ekstra brandalarmer overalt i hjemmet. Det irriterer Susanne, fordi de larmer, hvis hun glemmer en gryde på komfuret. Men det er derfor, alarmerne er så vigtige.

Ofte kan hukommelsen blive bedre, hvis hun får lidt hjælp af andre.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I godt et år har Susannes bedste veninde været Maj-Britt, der hjælper hende med mange ting. Veninderne taler sammen hver dag – ofte i flere timer. (Foto: Lars Horn)

– Jeg skal have nogle stikord. Så kan jeg pludselig stykke det sammen. Men det tager sin tid. Men det er ikke et problem at tænke længere tilbage. Det er ikke noget problem, fortæller Susanne.

Ild i røven

Og heldigvis for det. Susanne Lana har masser af gode minder fra næsten 60 år som aktiv på den danske musikscene. I år har hun jubilæum, og hun håber, at hun kan holde en stor fest og blive fejret. Minderne fra ungdommen og livet med dansktoppen håber hun aldrig forsvinder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan så det ud i 1986, når Susanne stod på scenen. (Foto: Per Helmer)

Når man bliver ramt af en demenssygdom, er der tre ting, der er vigtige: At man ikke bliver stresset, at der ikke sker for meget, og at man ikke indtager alkohol. Det sidste er ikke noget problem for Susanne, men de første to ting er.

– Jeg har ild i røven, så det er svært. Sådan er jeg indrettet, siger hun.

Operationer på vej

En ulykke kommer sjældent alene. Det har Lana også måttet indse, og lige nu står hun over for to operationer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hendes elskede hund Felix er ni år – og den følger hende i tykt og tyndt.
– Jeg taler med Felix, lyder det fra hende. (Foto: Lars Horn)

– Jeg skal snart opereres i hånden. Den er gal med blodtilførslen. Så det summer sådan i den. Jeg forbander det. Og så skal jeg også have en ny hofte. Men det er de så dygtige til. Jeg tror, jeg har gået for mange ture med min hund, Felix. Jeg elsker at gå med den, men det har hoften nok ikke kunnet holde til, forklarer hun.

Højt humør

På trods af det skrantende helbred fejler humøret dog intet. Den 4. april fylder hun 75 år, og til september afholder afskeds og hyldestkoncert for Susanne Lana i Odense. Det er i tv-programmet "Grib chancen" på Provins TV.

– Jeg er lige så dum, som jeg var, da jeg var 25 år. Jeg er ikke færdig endnu. Så længe jeg synes, det er sjovt, siger hun og griner højt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Og helt tilbage i 1975 – bare fire år efter hittet “Hvis tårer var guld”. (Foto: Klaus Møller)

Lige efter fødselsdagen bliver hun også indkaldt til at få sit første skud af vaccinen mod covid-19. Og den tager hun i stiv arm.

– Ja, det bliver da dejligt. Men jeg har været god til at holde mig for mig selv, så det er ikke noget, jeg går og er bange for, siger hun.