Sussi skal i retten
LÆS OGSÅ: Efter hemmelig kæreste: Sussi er forelsket igen
Thi kendes for ret. Det kan blive afgørelsen, når Sussi mandag i næste uge møder op i Københavns Byret.
Det er dog ikke den nordjyske sangerinde, der bliver dømt, men derimod den mand, der franarrede hende og Leo 100.000 kroner for snart fem år siden.
– Jeg skal i retten og vidne på mandag i København, siger Sussi til SE og HØR.
Sussi blev i 2019 ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra SKAT som kendte hendes cpr-nummer.
– De skulle lige have en konto og koden til mit nøglekort, fortæller Sussi.
De fangede Sussi i det helt rigtige øjeblik.
– Jeg var stresset og gik rundt ude i laden, og der var 1000 ting, der skulle laves, husker Sussi.
Hun fattede dog hurtigt mistanke og gik ind i huset til Leo.
– Vi sad og diskuterede, om det kunne ikke passe, og så gik vi ind og kiggede på vores konto, og så var der hævet 100.000 kroner. Vi ringede til sparekassen, og jeg tænkte for helvede mand, siger Sussi.
– Jeg blev da flov og tænkte: ”Hold kæft mand, hvor nem kan du være”, erindrer Sussi.
Parret fik omkring 66.000 kroner tilbage, men forhåbentlig kan gerningsmanden nu få en passende straf.
– Han skal ikke rende rundt og snyde alle mulige mennesker, siger Sussi, der er lidt træt af, at hun skal hele vejen til København for at vidne.
Forhåbentlig lærer gerningsmanden noget. Det har Sussi i hvert fald gjort.
– Jeg er ikke så nem i dag, lover Sussi.