Sussi tilbage på scenen
For knap to uger siden måtte Sussi tage afsked med sin elskede Leo.
Efter flere måneders sygdom kunne Leos krop ikke mere.
Selvom savnet er stort, så er Sussi glad for, at hun stadig har sin musik. Og i denne weekend har hun travlt med at underholde med "Sussi og drengene".
I aften går det løs på Jernkroen i Nibe og lørdag aften er det på Løgstør Parkhotel, at gæsterne kan nyde den farverige trio.
- Det betyder rigtig meget. Jeg synes stadig, jeg har så meget at give folk og specielt i den her tid, hvor jeg rigtig kan mærke, hvor meget folk giver igen, siger Sussi til SE og HØR.
Allerede inden Leos død besluttede parret, at Leo skulle lade sig pensionere, da han var for syg til at stå på scenen. I stedet kom Kim Karmark med i bandet og trommeslager Thomas Ehrenreich fortsatte som hidtil.
- Der er god drive i drengene, selvom vi kun har spillet sammen få gange, lover Sussi.
Hun er ikke i tvivl om, at Leo ville elske at se, hvordan hun stadig står på scenen i den svære tid. Og hun er sikker på, at musikken er med til at minimere de triste dage.
- Der er ikke nogen, der har godt af at sætte sig ned og have ondt af det med sig selv. Det bliver man kun mere dårlig af, vurderer Sussi.
Se alle billederne i galleriet herunder: