Sussis nye "øjeSteen": Smaskforelsket i taxachauffør
LÆS OGSÅ: Sussis nye sengekammerat - sover med Musse
En uskyldig kop kaffe endte i kæresteri. For egentlig var Sussi træt af de halvsjofle beskeder, der tikkede ind i hendes indbakke.
Men den fra Steen var anderledes.
– Han skrev en lang og sød forklaring. Jeg sagde, jeg lige skulle tænke over det, afslører Sussi over for SE og HØR.
– Han skrev tilbage, at han bare gerne ville mødes med mig – og så var det med sex noget, der kom senere, hvis der var kemi, fortæller Sussi.
Pludselig var beskederne mange, og de aftalte at mødes til en kop kaffe i Løkken og en gåtur langs stranden med Sussis to hunde.
– Det gik så godt – vi snakkede bare. Jeg kan mærke, at han kan lide mig og min personlighed. Det er dejligt, siger Sussi til SE og HØR.
Den 68-årige nordjyske musiker har været forelsket et par gange siden Leo døde. De andre fyre har dog været mere generte og tilbageholdende.
Men 60-årige Steen Nørholm Hansen har ikke noget imod at fortælle om, hvad han faldt for ved Sussi.
– Vi snakker pissegodt sammen – der var bare kemi.
– Den var ikke længere. Det var en rigtig god date, jubler Steen.
Han arbejder til daglig med at køre Flextaxa for Nordjyllands trafikselskab – og selv om han ikke er vant til at være offentlig, tager han det hele med ophøjet nordjysk besindighed.
– Hun er herlig, så jeg kan ligeså godt få det overstået at fortælle om det, siger Steen.
Og det betyder meget for Sussi.
– Det er dejligt, at han også gerne vil tage ud og se mig optræde og ses offentligt med mig, erklærer Sussi om sin nye fyr.
– Jeg må godt nok indrømme, at jeg er forelsket! jubler den nordjyske musiker.
Selv om forholdet endnu er helt nyt, så har parret allerede lært hinanden godt at kende.
– Hun er ligetil og går lige i hjertet på folk. Jeg synes, hun er en spændende person, roser Steen sin nye kæreste.
– Jeg kan snakke med hende om alt, og hun kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade. Det tiltaler mig meget, fortæller han om Sussi.
Med på farten
Han havde set hende optræde før, men for ham er det helt anderledes at kende den private Sussi. Han må da også nive sig selv i armen, for at tro det hele ikke bare er en drøm.
– Jeg går rundt som en teenager på 15 år. Hver gang jeg kører væk fra Sussi, så er der høj musik på bilen, siger Steen med et smil.
Sommeren er Sussis arbejdsmæssige højsæson – og Steen har også skæve arbejdstider og weekendarbejde, men parret forsøger at udnytte tiden bedst muligt.
– Jeg blev sgu så glad, da han sagde han ville med til Hjallerup Marked, hvor jeg skulle spille i weekenden.
– Han tog nogle venner med og i næste weekend skal han med mig til Løgstør Park Hotel, lyder meldingen fra Sussi.
Det hele er gået meget stærkt siden den første besked og kaffe, men det føles helt rigtigt.
– Det er gået hurtigt indtil videre, så det kan godt være, han pludselig bor her, siger Sussi med et grin.