Svært at holde hemmeligt længere: MGP-stjernen Sisse Marie Søby er gravid

Vi kender hende herhjemme som hende, der iført blå øjenskygge sang ”Sig at du har brug for mig” hele vejen til førstepladsen i MGP i 2001.
Siden jagtede hun Hollywood-drømmen, men nu venter nye udfordringer for Sisse Marie Søby.
Hun skal nemlig være mor.
Det afslører hun i et opslag på Instagram, hvor hun samtidig indrømmer, at nyheden er ganske sårbar for hende at dele.
– Jeg har holdt på en ”lille” hemmelighed i seks måneder, men nu er det på tide at dele nyheden (og også svært at skjule længere), skriver hun, før hun fortsætter:
– Til maj byder vi en lille vikingepige velkommen til verden. Jeg har det fantastisk, og føler mig fuld af energi.
38-årige Sisse Marie Søby har bosat sig i USA sammen med sin mand, Alexander Branderup, og i staterne har hun brugt sin tid på meget andet end musik.
Med drømmen om store roller på amerikanske film gik hun nemlig til skuespillet, og har de seneste år medvirket i filmene ”Siren” og ”Rebel Moon”.
De fleste blev måske også en kende overraskede, da hele Danmarks Sisse Marie Søby dukkede op i YouTube-serien fra ”The Portal” – et hippiekollektiv, hvor der foregik ting og sager, og hvor den tidligere MGP-stjerne eksempelvis kunne opleves i en ganske opsigtsvækkende healingsession med sin veninde i baghaven.