Tæskede hende og røg i fængsel: Nu har Hayden Panettiere taget eks'en tilbage
Han har tilbragt over en måned i fængsel for at tæske hende, men nu har han alligevel formået at få Hayden Panettiere til at tilgive ham.
I hvert fald fortæller den kendte skuespillerinde nu, at hun atter engang er sammen med sin ekskæreste, Brian Hickerson.
Det gør hun i et stort interview med New York Times, hvor hun også siger, at hun har været nervøs for at dele nyheden med offentligheden på grund af deres fortid.
Det er to år siden, at Brian Hickerson røg i fængsel i 33 dage efter at have slået Hayden Panettiere i ansigtet.
Før anholdelsen og fængselsdommen havde de to haft et yderst tumultarisk on/off-forhold i fire år.
- Jeg tager ikke let på det her, siger den 33-årige skuespillerinde om sin beslutning om at tage ekskæresten tilbage.
- Han ved, han fortjente, hvad der skete med ham, fortsætter hun og hentyder her til fængselsdommen.
Hayden Panettiere understreger videre, at forholdet mellem hende og Brian Hickerson er afhængigt af, at han fortsætter med at arbejde på sit tidligere misbrug.
Skuespillerinden har også selv haft et misbrug.
I 2015 droppede hun sin rolle i hitserien "Nashville" for at tjekke ind på en klinik som følge af en alvorlig depression, og i 2018 blev hun indlagt i otte måneder for at arbejde på sin ædruelighed.
I interview med New York Times fortæller hun, at hun har været ædru i to år nu og ikke kan lide at tænke tilbage på dengang, hvor hun var misbruger.
Hun siger videre, at hun har slettet alle billeder fra den periode på nær fra et, der skal minde hende om, hvordan hun så ud, da det stod slemmest til.
- Det faktum, at jeg dengang tænkte, at jeg så okay ud, er skræmmende, siger hun.
Da Brian Hickerson i 2021 blev kendt skyldig i vold mod skuespillerinden, valgte han ikke at bestride anklagerne mod.
Det betyder, at han ikke erkendte sig skyldig, men han at heller ikke ønskede at kæmpe imod dem.