Tak for alt: Sådan var Jytte Abildstrøms hurlumhej-liv
Hele Danmarks regnbue
LÆS OGSÅ: Endte på hospice
Det er et liv, der ikke har lignet andres, som er sluttet med Jytte Abildstrøms død.
Det gælder både i privaten og på scenen var skuespilleren som ingen andre. Hun blev afvist af det Kongelige teaters elevskole, men brød alligevel igennem – først i Cirkusrevyen, hvor hun som ung optrådte med et omvendt striptease-nummer.
Men i stedet for at dyrke en mere traditionel skuespilkarriere gik den rødhårede teaterelsker dukkevejen, efter hun forelskede sig hovedkulds i genren under et besøg i London. Hun optrådte hundredvis af gange om året for børn og barnlige sjæle med sit dukketeater med forestillinger, hun først prøvede af på sønnerne Lars og Peter.
Drengene blev også udsat for lidt af hvert på anden vis, for deres mor var bare ikke lige som de andres.
Peter Mygind har tidligere om den sommer, hvor Jytte Abildstrøm og faderen til drengene, Søren, blev skilt, men ville vise børnene, at de stadig var gode venner. Det gjorde de ved at sejle ud på en sø i robåd alle fire sammen.
- Da vi var kommet et stykke ud, smed vores forældre alt deres tøj og sprang i vandet fra hver sin side af jollen med det resultat, at vi kæntrede. Min mormor stod inde på stranden med en kikkert og i løbet af få minutter var der 300 mennesker, som kom for at redde mine nøgne forældre.
- Det var det pinligste nogensinde, og jeg ved den dag i dag ikke, hvor alle de mennesker pludselig kom fra, men ydmygelsen ved at se min fars bare røv blive hevet op i en gummibåd var enorm, fortalte han i Hjemmet.
Rollen som den farverige mor spillede hun videre på i tv-serien ”Sonja fra Saxogade” i slutningen af 60’erne, som gjorde Jytte til kult.
Den status blev fornyet i 2001, da Abildstrøm brillerede som flyvende farmor i filmen af samme navn.
På det tidspunkt havde skuespilleren, som hele tiden holdt liv i sit dukketeater skrevet en ny titel på CV’et: Danmarks måske største miljøforkæmper.
I 1987 så hun lyset under et foredrag om gensplejsning, og der gik ikke lang tid, før hun investerede i en elbil – vel at mærke længe før, at nogen havde tænkt på at bygge en Tesla. Den kørte højst 43 kilometer i timen, men ejeren levede længe med det, for hun gjorde på alle måder sit for at passe på jordkloden.
De sidste 24 år af sit liv boede Abildstrøm i et økologisk bofællesskab i Roskilde, hvor hun gjorde alt for at leve bæredygtigt.
Huset er bygget af ubrændte lersten og malet med økologisk maling. Hun og de andre beboere opsamler regnvand til tøjvask og urin til gødning af de marker, som de passer.
De sidste år var Jyttes krop ikke længere stærk nok til at deltage i markarbejdet selv. Men humøret var højt til det sidste, lige som hun helt frem til 2024 drog rundt i landet for at holde foredrag og underholde folk.
- Så længe jeg kan glæde mennesker, og få dem til at hoppe lidt i sæderne og gøre noget ved livet, så længe bliver jeg ved, fortalte den flyvende farmor – og oldemor – da SE og HØR mødte hende i økohjemmet i begyndelsen af 2024.
Som hun formulerede det i et andet interview med SE og HØR:
- Jeg har levet et hurlumhej-liv, fyldt af tilfælde, men gøglet har ført mig mange steder hen.
Det er skuespillerens søn Peter Mygind, der torsdag aften oplyser, at hans mor er gået bort.