Talkshowværten Jay Leno har forbrændt ansigtet og aflyser arrangement
Den amerikanske talkshowvært Jay Leno har aflyst et arrangement ved en konference, efter at han angiveligt er blevet forbrændt i ansigtet.
Det skriver de amerikanske kulturmedier People og TMZ.
TMZ skriver, at den 72-årige komiker blev forbrændt, de en af hans biler pludselig brød i brand i hans garage.
People har set en mail, som er sendt til deltagerne ved den konference i den amerikanske by Las Vegas, som Jay Leno skulle have deltaget i.
Her lyder det, at han har aflyst på grund af en "alvorlig nødsituation".
– Hans familie har ikke givet os særlig mange detaljer, men der var en alvorlig nødsituation, som har forhindret Jay i at rejse.
– Vi ved, at han er i live, og vi beder for ham og hans familie, lyder det.
Jay Leno har nogle timer efter de første meldinger selv sendt en udtalelse til Variety. Her bekræfter han, at der skete en ulykke i garagen.
- Jeg fik nogle alvorlige forbrændinger. Jeg har det o.k. Jeg har bare brug for en uge eller to til at komme tilbage på benene, skriver han.
Ifølge TMZ blev Jay Leno forbrændt på den venstre side af ansigtet. Hans øjne og ører tog ikke alvorlig skade, erfarer mediet.
Leno blev bragt til et center for brandskader umiddelbart efter ulykken.
Jay Leno er en af USA's vel nok mest kendte talkshowværter.
Han var vært på "The Tonight Show" fra 1992 til 2009 og igen fra 2010 til 2014. Her blev han erstattet af den nuværende vært, Jimmy Fallon.
Leno har også en stor interesse for biler, som han blandt andet har dyrket i flere sæsoner af programserien "Jay Leno's Garage".
Selv om TMZ skriver, at der mandag er tale om en forbrænding i ansigtet, vides det ikke offentligt, præcis hvad omstændighederne har været.