Taylor Swift overrasker med nyt dobbeltalbum: Her er anmeldernes dom over "The Tortured Poets Department"
LÆS OGSÅ: Efter albumudgivelse: Her er Taylor Swifts klokkeklare besked til fans
Millioner af Taylor Swift-fans verden over er fredag morgen blevet fodret med en gedigen musikgave.
Det, som fans troede ville være et album på 16 numre, viste sig nemlig at være et dobbeltalbum bestående af svimlende 31 numre.
Albummet har Swift arbejdet på i to år, hvis man skal tro det, hun sagde til Grammy-uddelingen tidligere i år, og har været hypet af fans i månedsvis.
Swift er en af tidens mest populære og succesfulde sangerinder. Musikkataloget er efterhånden enormt, og Grammy-vinderen er med årene blevet modigere, når det kommer til at forsøge sig med forskellige grene af populærmusikken.
Taylor Swift fik sin start på Nashvilles countryscene, men har formået at forvandle sig til verdens største popstjerne. Det er dog ikke kun den generiske (men bestemt ikke dårlige) Max Martin-pop, der har været med til at sikre Swift sin status.
Med hjælp fra Lana Del Rey-mesteren Jack Antonoff og Aaron Dessner beviste Taylor med coronapladerne "Folklore" og "Evermore", at hun også mestrer genregreb som indie og alternativ.
Præcis derfor har fans også da også været meget spændte på, hvad det nye album mon ville byde på.
Spørger man anmelderne, så er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, at fans bliver skuffede.
Ifølge Rolling Stone er "The Tortured Poets Department" Swifts "måske mest personlige album til dato". Musikmagasinet kvitterer med fem ud af fem stjerner og kalder det en "forbløffende" og vildt ambitiøs, vidunderlig kaotisk blanding af "Folklore", "Evermore" og "Midnights"-albummet.
The Guardian kvitterer med fire ud af fem stjerner og roser Swift for endnu en gang at bevise sit værd som en sangskriver, der tør tage chancer i en tid, hvor popmusikken er præget af konservatisme.
Det to timer lange album kræver tid og tålmodighed at lytte sig igennem, og ifølge Variety-anmelderen er det særligt den sidste del af det 31 numre lange album, der er stærkt.
The Independent kan slet ikke få armene ned og giver album fem ud af fem stjerner.
- Hele albummet er en fantastisk påmindelse om den intense, personlige forbindelse Swift kan fremmane i sang. Hun fylder arenaer og dominerer nyhedsdagsordenen, fordi lytterne kan relatere til hendes stjernespækkede dramaer – hendes fortællinger giver deres egne oplevelser ny elektricitet, lyder dommen.
"The Tortured Poets Department" er ude nu.