Tessa rapper om voldtægt på nyt album: - Jeg er bange for det knuser min fars hjerte
Nedtællingen er i fuld gang.
På fredag udkommer Tessas debutalbum ”Tessas hævn”. Det afslørede rapstjernen fra Vestegnen i går på Instagram.
Selv om hun med garanti glæder sig til at sende sit første album på gaden, så er hun også nervøs for reaktionen på ét af numrene.
Det fortæller hun i et stort interview med Soundvenue.
Det er det sidste nummer ”Engletårer”, hvor Tessa hudløst ærligt fortæller om to voldtægter, hun var udsat for i sine teenageår.
”Først mange år efter fattede jeg, at det var voldtægt … I ved godt, hvem I er. Og det her er Tessas hævn”, rapper hun i følge mediet harmdirrende på nummeret.
- Selv om det er svært, har det været vigtigt for mig at fortælle om – for min egen skyld. Men også for alle de kvinder derude, som føler sig alene med deres oplevelser. Og dem ved jeg, der er mange af, siger hun.
Det er ikke folkets reaktion på ”Engletårer”, der holder hende vågen om natten. Hendes forældre har endnu ikke hørt nummeret, og det er i særdeleshed hendes fars reaktion, når hun hører den eksplicitte tekst, der gør hende nervøs.
- Jeg er bange for at knuse min fars hjerte. Jeg vil bare gerne tage så meget hensyn til mine forældre som overhovedet muligt. De er jo min base. Men der florerer så mange syge dynamikker, der pålægger kvinder ansvaret for de overgreb, de bliver udsat for, siger hun og fortsætter:
- Drak hun et shot for meget? Tog for udfordrende tøj på? Smilede for sødt? Og hvorfor sagde hun ikke bare fra? Jeg deler mine historier for at sætte fokus på de dynamikker, der gør, at kvinder ikke tør sige fra«, siger hun.
Det er som tidligere beskrevet Tessas første album, som har været længe undervejs. Det er i disse dage fire år siden, hun brød gennem lydmuren med ”Snakker for meget”.
Til sommer lægger hun vejen forbi 14 danske byer, når hun drager ud på sin første turné som hovednavn, mens hun ligeledes kan ses på festivaler som blandt andet Aia Sound, Nibe Festival og Smukfest.