Thalia Pitzner deler detaljer om begravelsen: - Hvil i fred, min lille pige
LÆS OGSÅ: Thalia Pitzner på mandejagt
Danmarks bedst kendte diamantfamilie, Pitzner-klanen, er i disse dage i stor sorg.
Fredag delte Thalia Pitzner nemlig den tragiske nyhed om, at hendes hunhund Duchess var blevet kørt ned og dræbt:
- Hendes fine krop og pels var smuk og så ubeskadiget ud. Hun var stadig varm, da jeg blev vist der hen, fortalte hun fredag, efter moderen havde ringet med den triste besked.
Og nu fortæller Thalia så på Instagram - sammen med den øvrige familie - hvordan begravelsen er sket.
Duchess, der blev syv år, er nemlig blevet stedt til hvile tæt på en af de åer i området, som hun elskede.
- Hun ligger på halm, som hun elskede at ligge i hos hestene.
- Og er begravet nær en af yndlings åerne, som hun elskede at bade i, forklarer Thalia sine mange følgere.
Det er tydeligt, at dødsfaldet har ramt kendisfamilien og ikke mindst Thalia særdeles hårdt. Derfor skrev hun også et brev til hunden, som blev læst op ved graven.
- Du tog her fra uventet og alt for tidligt. Du vil altid være helt speciel for mig og vores familie, lyder det blandt andet.
- Mit hjerte lider, så besøg mig endelig tit og ofte, fortsætter Thalia, der sluttede talen med:
- Hvil i fred, min lille pige. Kram og knus fra mor.