Theis Midé Erichsen har scoret job hos DR
Normalt er vi vant til at se Theis Midé Erichsen og hans familie boltre sig på skærmen hos TV 2.
Men nu kan den mellemste sejler-søn skrive en anden tv-station på cv'et. Hans far, Mikkel Beha Erichsen, fortæller til BILLED-BLADET, at hans søn har fået job hos DR.
- Theis er i lære som snedker og har fået ny læreplads i Danmarks Radios scenografiafdeling, fortæller han til ugebladet.
Den garvede eventyrer og tv-vært tilføjer, at hans søn blandt andet har været med til at opbygge scenografien til det danske Melodi Grand Prix, og næste opgave er at opbygge kulisserne til serien "Carmen Curlers", der forventes at have premiere i 2022.
Sidste år blev Theis Midé Erichsen og hans kæreste Ida forældre til en lille dreng. Hans kæreste er tilbage fra barsel og arbejder nu hos Gadejuristen.