Thomas Bo Larsens druk var livsfarlig: – Jeg havde været død uden Thomas
LÆS OGSÅ: Sprut, stoffer og sovepiller
Det er 11 år siden, han droppede alkohol og stoffer og besluttede sig for at leve i nuet uden sprut.
Og for Thomas Bo Larsen har den rejse nu bragt ham så langt, at han selv hjælper andre med at bekæmpe alkoholdæmonerne.
I en alder af 60 år er han blevet mentor for andre, der har truffet samme beslutning som ham selv, og som har brug for en at læne sig op ad.
– Jeg har en, der lige har rundet fire et halvt år. Og så har jeg fire andre, hvor den ene har været ude af det i et år to måneder, en der har et år to måneder, og en der har et år otte måneder.
– Og så har jeg en, der har fire måneder nu, forklarer Thomas Bo Larsen til SE og HØR, da vi møder ham i forbindelse med sin medvirken i TV2-serien ”Familier som vores”.
Her er det igen hans gode ven Thomas Vinterberg, der har stået bag kameraet og som hele tiden har støttet Thomas – selv da han var allerlængst ude.
– Jeg havde været død, hvis ikke det havde været for Thomas. 100 procent, understreger han.
Thomas Bo Larsen er vokset op i en betonghetto syd for København. Her var stoffer og sprut en del af hverdagen for ham og hans venner. Men alt har en pris. Specielt misbrug.
– Vi var 12 venner, og 10 af dem er døde. Det var jo nogle rødder. Så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg endte, hvor jeg gjorde, efterrationaliserer han.
De mange livsknubs har givet ham en pondus, som han kan bruge til at hjælpe andre, hvor misbruget til sidst tog så meget overhånd, at de måtte stoppe helt.
– Det er simpelthen bare interessen for at hjælpe andre. Jeg fik det gratis, og derfor giver jeg det videre, forklarer Thomas Bo Larsen om det ulønnede arbejde som mentor.
Vigtigt at hjælpe
Han er fast besluttet på, at han resten af livet vil hjælpe andre, der står ved afgrunden, som han selv gjorde for 11 år siden.
– Ja, men indimellem siger jeg jo også nej, fordi jeg nogle gange arbejder meget på Island og i Sverige. Det ville være forkert af mig, synes jeg.
Helt konkret mødes skuespilleren med dem, han er blevet mentor for.
– I starten er jeg er i kontakt med dem i to måneder, hvor vi mødes en gang om ugen og laver AA’s program med de 12 trin. Og det er den eneste vej, som jeg kan se, uddyber han.
Og selv om han er et kendt ansigt, spiller det på ingen måde ind, når han mødes med dem, han hjælper.
– Jeg ved ikke, om de studser over det. Det skal du spørge dem om. Men jeg er vel bare mig selv, når jeg gør det.
Skæve roller
Om det er misbruget eller opvæksten i ghettoen, der er medvirkende til, at Thomas Bo Larsen næsten altid spiller skurk eller det utilpassede familiemedlem, ved han ikke selv. Men i ”Familier som vores” spiller han også en rod.
– Når jeg læser en rolle, og hvis den er lidt kantet, så gør jeg det ikke noget. Jeg kan godt lide karakterer med skarpe hjørner. Jeg kan lide alle roller, fordi jeg også kan lide alle mennesker. Så man kan finde noget godt i alle. Jeg skulle finde det gode her i Holger. Det var jo så hans retfærdighedhedssans, jeg faldt for, siger han tv-serien, hvor han spiller Paprika Steens lidt barske bror.
Uden at røbe for meget af handlingen, så går hans karakter på et tidspunkt amok i en bank. Noget, som Thomas og andre sagtens kan sætte sig ind i.
– Da jeg havde optaget scenen, snakkede jeg med en del om den, og jeg havde en tandlæge, der sagde, at han kunne kraftedeme også godt tænke sig at smadre en bank, siger skuespilleren med et skævt smil.