Thomas Evers Poulsen skal giftes: Viser forlovelsesringene frem

LÆS OGSÅ: Thomas Evers Poulsen jubler: Dak Wichangoen er gift
Det er ikke længe siden, at Sæþór Krístinsson sagde "ja" til Thomas Evers Poulsen.
For knap tre uger siden blev parret nemlig forlovet under en romantisk ferie til Italien, og nu er deres forlovelsesringe ankommet.
Det fortæller de i et opslag på Instagram, hvor de viser de funklende smykker frem.
– Vi har fået vores ringe. Guldringe i et hamret udtryk, hvor Sæþór har fået en lidt bredere ring med 3 diamanter i, skriver parret.
I den diamantbesatte ring er der indgraveret "Thomas 06.07.24", og i Thomas' ring står der "Sæþór 06.07.24".
Datoen indikerer naturligvis dagen, hvor "Vild med dans"-stjernen pludselig faldt på knæ for åben gade i Verona, da parret var på ferie. Et frieri, "Bagedyst"-deltageren bestemt ikke havde set komme.
– Han sagde: “nej”, “HVAD”, “mener du det!?”. og til sidst “JA! Selvfølgelig vil jeg det, skrev Thomas Evers Poulsen til en sød video kort efter frieriet.
Bryllupsplanlægningen er derfor sat ind for Thomas Evers Poulsen og Sæþór Krístinsson, der har dannet par siden august 2015.