Thomas Vinterberg nomineret til Oscar: - Den her film rummer både lykke og ulykke
Netop nu jubler Thomas Vinterberg over, at han er nomineret i kategorien "Bedste instruktør".
Men bag jublen gemmer sig en dyb sorg - det talte den 51-årige filmsintruktør om, da "DRUK" havde premiere i efteråret 2020.
Da filmen sluttede, og instruktøren stillede sig op på scenen for at takke alle dem, der har hjulpet ham med at få lavet filmen, så var det særligt én person, som Vinterberg havde i tankerne.
For i maj måned 2019 omkom filminstruktørens blot 19-årige datter, Ida Marie Vinterberg i en tragisk trafikulykke i Belgien.
Kun fire dage før dødsulykken var han gået i gang med optagelserne til filmen, og den livsomvæltende oplevelse satte ham ud af kurs.
Artiklen fortsætter under billedet
Det var en dybt rørt Thomas Vinterberg, der gik på scenen efter "DRUK"'s gallapremiere. Foto: Martin Høien
Derfor var takketalen efter filmens visning i Imperial særligt dedikeret til datteren.
- Desværre rummer det uplanlagte i livet også meget ondskab. Og de fleste af jer har hørt om den ulykke, der ramte vores familie den 4. maj sidste år, og det er derfor en helt speciel aften for mig at skulle takke, og derfor er den måske også lidt længere, end den plejer, begyndte filminstruktøren inden han fortsatte med at takke alle dem omkring ham, som hjalp ham og familien gennem den svære tid, og ikke mindst så de kunne fortsætte filmoptagelserne.
- Den her film den rummer både lykke og ulykke, både foran og bagved kameraet, og alt den kærlighed, der mødte familien og jeg, strømmer ud af lærredet, når jeg ser den.
Selvom datteren aldrig nåede at se det færdige resultat, så nåede hun at læse manuskriptet, og det var én af de ting, der fik Vinterberg til at fortsætte:
- Der var en anden, der heller ikke tvivlede på projektet. Da hun havde læst manuskriptet et sted på den afrikanske savanne, sendte hun en hyldest til DRUK og til sin far, fortalte han og måtte puste ud for at holde tårerne tilbage.