Tidligere kunder langer ud efter Mai Manniche
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
"Trusler, chikane og klager: Mai Manniches livsværk trækker et spor af sure kunder efter sig".
Sådan lyder overskriften på en artikel Berlingske onsdag.
Avisen har sat den kendte og omtridte smykkedesigner under lup og var så sent som i går ude med første kapitel, hvor flere eksperter vurderede, at Mai Manniche er på kant med loven, hvad angår plagiat.
I dag er det en række tidligere kunder, der langer ud efter hende.
De står frem i avisen og fortæller, at de alle i sin tid fuld af forventning købte smykker hos JEWLSCPH, men at deres forventninger hurtigt blev udskiftet med regulær skuffelse.
Ifølge de tidligere kunder levede smykkerne nemlig bestemt ikke op til den lovede kvalitet, men da de klagede til Mai Manniche over dem, blev de angiveligt mødt af trusler.
En af kunderne ved navn Malou Øvlesen fortæller for eksempel, at hun og hendes mor skrev en dårlig anmeldelse på Trustpilot, hvor det i øvrigt flyder med kunder, der er utilfredse med Mai Manniches og hendes virksomhed.
Efter klagen modtog Malou Øvlesen angiveligt følgende trussel-besked fra Mai Manniche:
- Vi har aldrig haft dig som kunde, og det er alene chikane, du her udfører mod os og vores virksomhed. Vi vil offentliggøre dit navn på vores blog, så din familie, dine kollegaer og ikke mindst chef kan se, hvordan du udfører hate.
Den kendte og omstridte smykkehandler har også tidligere delt et indlæg på sin blog med en liste af navne på over 150 personer, der ifølge hende selv har skrevet kritisk om hende og hendes virksomhed.
Berlingske har talt med en række eksperter, der vurderer, at Mai Manniche bevæger sig på grænsen af gdpr-loven ved at dele de 150 navne.
Hanne Marie Motzfeldt, juraprofessor ved Københavns Universet, går endda så langt, at hun siger, at hun "aldrig har set lignende", ligesom hun opfordrer personerne til at klage til Datatilsynet.
Mai Manniche har ikke ønsket at stille op til interview med Berlingske.
Hun skriver dog i et skriftligt svar, at hun "bestrider" kritikken fra eksperterne, og hun understreger samtidig, at hun har "mange tilfredse og trofaste kunder"
Ifølge hende er de mange negative anmeldelser på Trustpilot blot et udtryk for "chikane og ikke reelle kunder".
Hun påstår desuden, at Malou Øvlesen aldrig har været kunde hos hende, da hun ikke kan fremvise en kvittering for sit angivelige køb.
Mai Manniche har også taget til genmæle på både sin blog og på sociale medier, hvor hun så sent som i går kaldte avisen for nogle "svin" og nogle "røvhuller".
Du kan læse hele Mai Manniches modsvar til Berlingskes kritik her.