TikTok-stjerne Kyle Marisa Roth er død: Blev kun 36 år
I en alder af blot 36 år har den kontroversielle og kendte TikTok-stjerne Kyle Marisa Roth mistet livet.
Det bekræfter hendes egen familie i et opslag på Instagram.
Kyle Marisa Roth døde i sidste uge, og ifølge familien er det stadig uvist, hvad den 36-årige Tiktok-stjerne er død af.
– Vi ved endnu ikke, hvad der er sket. Jeg ved, at hun berørte så mange mennesker med sin humor, intelligens, skønhed, sladderaktivisme, sport og mere – hun havde så mange gaver, skriver Kyle Marisa Roths søster Lindsay på det sociale medie.
Kyle Marisa Roth var især kendt for sine utallige videoer på TikTok, hvor hun uden filter og med stor ildhu diskuterede kendishistorier og afslørede sladder om de kendte. Hun indledte oftest sine videoer med sætningen ”Vil du have mere? Så får du mere”.