Kendte9 timer siden

Tine Aurvig-Huggenberger vandt fire millioner: "Helt surrealistisk"

”Forræder”-deltageren scorede for fem år siden den store gevinst i Lotto
Tine Aurvig-Huggenberger vandt over fire mio. kr. i Lotto
Tine Aurvig-Huggenberger, 62, inviterede vennerne over til fejring, da hun fandt ud af, hun havde vundet i Lotto.
 Foto: Hanne Juul

De fleste drømmer nok om det – men det er de færreste, der rent faktisk oplever at vinde millioner i Lotto.

Ikke desto mindre skete det for omkring fem år siden for ”Forræder”-deltageren Tine Aurvig-Huggenberger, 62. Her vandt hun nemlig 4,3 mio. kr.

– Det var jo helt surrealistisk, fortæller hun til SE og HØR.

– Jeg stod ovre i Spar på Teglholmen, og så siger den gode ekspedient: ”Du har vundet”. Jeg siger: ”Nåh, hvor meget?”. ”Ja, det ved jeg ikke, fordi det er over 6.000, og så kan jeg ikke fortælle dig det – så skal du kontakte Danske Spil”, siger ”Forræder”-deltageren.

– Så nåede jeg at cykle hjem og tænke, at jeg måske havde vundet 10.000 eller 100.000, husker hun.

”Enormt fulde”

Da Tine kom i kontakt med Danske Spil, spurgte kvinden i røret, om hun sad ned.

– Jeg siger: ”Ja, det gør jeg”. ”Du har vundet 4,3 millioner”. ”What?”. Så inviterede vi alle vores venner, og vi drak os enormt fulde og havde det meget sjovt, fortæller hun om den festlige fejring.

I dag har ”Forræder”-deltageren brugt hele gevinsten.

– Ja, ja. Indtil flere gange, lyder det fra den tidligere fagforeningsleder.

– Det er jo ikke livsforandrende at vinde 4,3 mio., når man er 25, men når man er i midten af 50’erne, kan man jo betale sin gæld ud, og så behøver man ikke tjene så mange penge, fordi man ikke skylder nogen noget, fortæller Tine, der er forfatter og debattør.

Sponsoreret indhold