Tinka-stjerne Josephine Højbjergs uhyggelige jul: Spiste en julekugle ved et uheld

Som den altoverskyggende hovedperson i ”Tinka”-eventyret er hun blevet nærmest synonym med jul og december herhjemme.
Og skuespiller Josephine Højbjerg er da også selv ellevild med den søde højtid – og også den populære julekalender, hvor hun i flere sæsoner har spillet rollen som den unge nisse Tinka.

I et stort interview med Eurowoman fortalte Josephine en ganske dramatisk julehistorie.
Som lille kom hun ved et uheld til at spise en julekugle – af glas vel og mærke:

- Da jeg var et år, tog jeg en bid af en julekugle af glas, og min onkel vendte mig i desperation på hovedet, mens hele min familie lige så desperat prøvede at skrabe det hele ud af munden på mig, fortalte Josephine i interviewet med Eurowoman og tilføjede:
- Alt endte heldigvis godt. Den historie får jeg ikke lov at glemme, for min familie minder mig om den hver jul.