Kendte7 timer siden

Tobias Hamann og Patricia Thyberg holder deres første jul med lille Franz

Tobias Hamann og Patricia Thyberg skaber nye rammer for julen og glæder sig til at fejre den med deres lille søn
Franz   kom til verden 10. september, og der skal skabes nye juletraditioner sammen med ham.
Franz kom til verden 10. september, og der skal skabes nye juletraditioner sammen med ham.
 Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Tobias Hamann afslører "snyd" i kogebog

For Tobias Hamann, 36, der tidligere har vundet ”Den store bagedyst”, har julen altid haft en magisk plads i hjertet. Opvokset på en juletræsfarm i Silkeborg har han haft udsigt til grønne trætoppe lige uden for børneværelset – hele året rundt.

Men det var ikke ude blandt træerne, Tobias fandt sin julestemning.

– Hvis du spørger min far, kan det tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har været med ude og fælde træer. Jeg var meget mere til bagning i køkkenet med min mor, siger DR-stjernen med et grin til SE og HØR.

Det var sammen med sin mor, at Tobias i barndommen bagte løs til jul. Og han elskede det.
Det var sammen med sin mor, at Tobias i barndommen bagte løs til jul. Og han elskede det.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Trods sin modvilje mod motorsave og skovture har juletræerne alligevel været en stor del af hans barndom. Hvert år prydede hjemmet nogle af farmens mest sjove og anderledes træer – særligt dem, der ikke lige var salgbare til kunderne.

For Tobias er julen dog mere end træer og pynt.

Han elsker den fred, der sænker sig, når juletravlheden er ovre, og man endelig kan puste ud.

– Efter en travl og hektisk måned er juledagene helt særlige. Det er et helle, hvor alt står stille, og man både kan se tilbage på året, der er gået, og frem på det nye, siger Tobias.

Denne jul bliver noget helt særligt for Tobias og hans kæreste, Patricia Thyberg. Det er nemlig deres første jul som forældre til lille Franz, og parret glæder sig til at skabe nye traditioner sammen i deres nyligt købte hus i Rungsted.

– Vi kommer til at være meget hjemme i huset hele december og virkelig nyde tiden sammen som familie, fortæller Tobias med et varmt smil.

Familien bruger det meste af december hjemme.
Familien bruger det meste af december hjemme.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Traditioner – med tvist

Selv om familien tilbringer julen hos Tobias’ forældre i Silkeborg, bliver det ikke uden Tobias’ præg på festlighederne.

– Jeg har stor respekt for juletraditionerne, men jeg elsker også at lege med dem. F.eks. laver jeg risalamande som sushiruller, som vi spiser med pinde og dypper i kirsebærsovs i stedet for sojasauce, fortæller han.

Maden skal dog stadig smage af jul, understreger han.

I år står menuen på flæskesteg med ekstra sprøde svær, svesker omviklet med bacon, brune og hvide kartofler, brun sovs og æbler med ribsgele – alt lavet fra bunden, som Tobias insisterer på.

Samtidig deler han ud af sin kreative tilgang til julen i sit nye tv-program på TV3 og Viaplay, ”Tobias’ julelækkerier”, hvor han præsenterer sine yndlingsjuleretter og inspirerer andre til at tænke nyt i køkkenet.

En bid af Sverige

Sidste år fejrede Tobias og Patricia jul i Sverige med hendes familie.

Her oplevede han for første gang en tidlig julegudstjeneste 25. december – en oplevelse, der gjorde stort indtryk.

– Det var virkelig noget særligt, og det kan godt være, vi skal gøre det til en tradition fremover, siger Tobias.

Tobias er vokset op på en juletræsfarm i Silkeborg, men han gik ikke så meget op i træfælding, som han gjorde i bagningen.
Tobias er vokset op på en juletræsfarm i Silkeborg, men han gik ikke så meget op i træfælding, som han gjorde i bagningen.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Deres svenske juleeventyr har også bragt andre traditioner med sig. Familien er allerede begyndt at bage og nyde lussekatter – søde safranboller med rosiner, som især bliver spist omkring Lucia og juleaften.

For Tobias og Patricia handler julen nu om at skabe nye minder og traditioner for deres lille familie.

– De traditioner, vi starter i år, bliver fundamentet for Franz og vores fremtidige julefejringer. Det gør julen i år helt særlig, afslutter Tobias, der også afslører, at lille Franz har fået moderens efternavn, Thyberg – som et lille nik til familiens svenske rødder.

Sponsoreret indhold