Tobias Rahim springer ud som digter
Et skamløst værk.
Sådan beskriver Tobias Rahim og hans forlag den kommende udgivelse ”Drømme maler virkeligheden”. Og så sættes der i øvrigt ikke mægtigt mange flere ord på det.
For når man er Danmarks absolut mest succesfulde musiker, der sikkert dominerer hitlisterne uge efter uge, så behøver man ikke ligefrem en lang salgstekst.
– Velkommen til Tobias Rahims første og måske sidste ’digtsamling’. Han har skrevet den, fordi han havde lyst, lyder det i pressemeddelelsen fra Politikens Forlag.
Ikke så mange dikkedarer.
Bogen er modig
Selv sætter "Mucki Bar"-hitmageren flere ord på udgivelsen.
– Som nogen måske ved har jeg altid gerne ville lave en ægte digtsamling… med en masse random tanker, der ik lige passede ind i en sang eller samtale. Men som helt klart har deres berettigelse i verden, skriver den 33-årige musiker i en story på Instagram.
Her kalder han samlingen for ”en STOR bog”, og røber, at han skrev den i en tid, hvor han havde det ”specielt”.
– Jeg har ikke selv læst den igennem, efter den kom fra tryk… for heheh. Det venter jeg lige med.
Dog lyder det på Tobias Rahims egen beskrivelse af digtene, at de er skrevet et stykke tid før, han blev ramt af angst.
– Da jeg skrev de her digte. Mente jeg det. Og der turde jeg sige det hele højt. At jeg er blevet bange siden er mit eget problem. Ikke bogens. Bogen er modig.
Måtte trække stikket
Udover at stryge til tops på samtlige hitlister – og hive stort set alt hvad der kan kravle og gå af priser hjem – så bliver Rahim også rost for at have fremelsket et nyt maskulinitetsbegreb.
Især efter han i september blev hjemme fra prisuddelingen P3 Guld på grund af et angstanfald tidligere samme dag.
– Som nogle sikkert ved, har jeg lige måttet trække stikket i noget tid, da jeg blev ramt af noget heftig angst og emotionelt kaos, fortalte Rahim gennem sine sociale medier.
Tobias Rahim vandt forresten hovedprisen ved radiokanalens uddeling, men nok så vigtigt vandt han danskernes sympati for sit projekt, der lader til at have været klart fra starten.
At fortælle åbent om "Når Mænd Græder".
Om lignende tematikker åbenbarer sig på siderne af Rahims nye "digtsamling" må vi vente med at se til udgivelsen af værket den 17. november, men én ting er sikkert: Vi har nok aldrig læst prosa skrevet af en stor mand, en stor mand som ham.